»Jeg vil hellere dø til havs«

Inden de får plads i en overfyldt båd med kurs mod Europa, udsættes afrikanske flygtninge og migranter fra bl.a. Nigeria og Eritrea for tortur, tvangsarbejde og tvungen prostitution. Mange overlever ikke transitten i Libyen.

En medarbejder fra Italiensk Røde Kors assisterer under en redningsaktion på havet mellem Libyen og Malta 11. august. Foto: Italiensk Røde Kors/EPA Fold sammen
Læs mere

Lami blev tilbageholdt i et halvfærdigt hus i Libyen sammen med 30 andre flygtninge og migranter fra forskellige afrikanske lande.

»Det var dér, de slog mig med en jernstang. Jeg mistede meget blod og kunne ikke engang gå. Der var en fyr der (...) han var meget syg, og han fik det værre og værre for hver dag, der gik. Han døde for øjnene af mig,« fortæller den 26-årige Lami, der er fra Senegal.

Hans beretning er blot en af mange, som den humanitære organisation Læger Uden Grænser har indsamlet blandt de flere end 25.000 flygtninge og migranter, som organisationen har reddet i havsnød på Middel­havet.

Den røde tråd i beretningerne er, at »Libyen er et meget farligt sted« at være flygtning/migrant i transit på vej til Europa, som en 26-årig kvinde fra Eritrea udtrykker det.

Hun var i flere måneder spærret inde og stuvet sammen i et hus med 600-700 andre uden mulighed for at blive vasket, uden ret meget mad og med vagter, der rutinemæssigt tævede dem.

»Mænd, kvinder og i stigende grad uledsagede børn helt ned til ti år, der er i transit i Libyen, lider under overgreb fra smuglere, væbnede grupper og privatpersoner, som udnytter den desperation, der kendetegner dem, som flygter fra konflikt, undertrykkelse og fattigdom. De overgreb, der berettes om, inkluderer vold (herunder seksuelle overgreb), vilkårlig tilbageholdelse under umenneskelige forhold, tortur og andre former for mishandling, økonomisk afpresning og tvangsarbejde,« fastslår Læger Uden Grænser.

Til Europa med traumer

Mange af de flygtninge og migranter, som Læger Uden Grænser har interviewet, fortæller også, at kidnapninger er udbredt. Gidseltagerne kræver derefter penge fra den kidnappedes familie og venner i hjemlandet.

Løsepengene betales ofte via det særlige system, der er udbredt i Mellemøsten og kendes som hawala. Det er et netværk af »mæglere«, som modtager og udbetaler penge til brugerne af systemet, der kører uden om myndighedernes kontrol.

Nogle gange betaler de kidnappede flygtninge/migranter sig fri med egne penge – ofte pengesedler syet ind i tøjet.

Ifølge Læger Uden Grænser har mange af de flygtninge og migranter, der overlever transitten i Libyen og sejlturen over Middelhavet, voldsomme traumer, når de når Europa.

60 procent af 387 personer undersøgt på modtagelsescenteret Ragusa på Sicilien havde brug for psykologisk behandling, og et stort antal lider af PTSD – posttraumatisk stress.

Forholdene i Libyen er ganske enkelt så graverende, at EU-landene ikke bare kan lukke øjne og ører og lade som om, at Libyen er et sikkert sted for folk på flugt, mener Læger Uden Grænser.

»EU-landene bør derfor ikke fratage folk chancen for at komme til Europa,« fastslår organisationen, der nu har fået følgeskab af Røde Kors i arbejdet med at redde liv på Middelhavet.

»Myndigheder og EU gør alt for lidt for at redde liv. Bare i år er der indtil videre druknet 3.100 flygtninge og migranter på rejsen over Middelhavet. Derfor har Røde Kors nu søsat et redningsskib, og i de første 24 timer i aktion reddede vores kolleger fra Italiens Røde Kors 320 mennesker fra druknedøden på Middelhavet,« siger generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl.

25.000 nåede til Italien i juli

Ifølge Frontex, Det Europæiske Grænseagentur, nåede næsten 25.300 flygtninge/migranter frem til Italiens kyst alene i sidste måned. Det er en stigning på 12 procent sammenlignet med juli sidste år.

Dermed har Frontex i årets første syv måneder kunnet registrere tæt på 95.000 flygtninge og migranter i den centrale del af Middelhavet.

Langt de fleste har været i transit i Libyen, men selv om turen derfra til Europa bliver farligere og farligere på grund af stadig mere overfyldte både, så vælger de at løbe risikoen frem for at blive i det libyske helvede.

Som den 26-årige Lami fra Senegal forklarer:

»Jeg vil hellere dø til havs.«