»Jeg var tæt på at kaste op, da jeg så, at sitet var blevet hacket ... det koster mig ægteskabet«

36 mio. utro mænd fra websitet Ashley Madison ligger nu online, og Fanden er løs. Men vil skandalen føre til en etisk udrensning – eller i sidste ende til det modsatte?

ARKIVFOTO. Grundlæggeren af Ashley Madison, Noel Biderman, poserer under et interview i Hong Kong i 2013. Fold sammen
Læs mere
Foto: BOBBY YIP

Kun fantasien sætter grænser for de seksuelle forestillinger og fordringer, som mændene bød sig til med på sitet Ashley Madison. Og kun fantasien sætter grænser for den ulykke, som de har nedkaldt over sig selv, deres partner, deres børn, deres arbejdsplads ... hele molevitten.

For Ashley Madison er for utroskab, hvad Fredericia Banegård er for togtrafikken, og tidligere på ugen lækkede hackerne navne, email og kreditkortnumre på 36 mio. brugere af sitet – og Fanden er nu løs i landet af billige hotelværelser, pludselige tjenesterejser og tarvelige dækhistorier.

»Jeg var tæt på at kaste op, da jeg så, at sitet var blevet hacket ... det koster mig ægteskabet,« siger en bruger til nyhedssitet Fusion. Andre medier kunne fortælle tilsvarende historier, og en investeringskonsulent beskrev over for Advisorhub et lidenskabsdrama i kontorlandskabet. »En kollegas kone kom ind og klaskede et stykke papir på hans skrivebord. Papiret var hans profil fra Ashley Madison, og hun havde skrevet Fuck you hen over det. Så vendte hun om på hælen og gik. Wauw!«

En HR-chef i et finanshus fortæller, at hans afdeling drukner i forespørgsler fra medarbejdere, en skilsmisseadvokat har kaldt alle mand på dæk, og en journalist fra Buzzfeed fandt sin ekskærestes email og foretog en ekshibitionistisk online-inkvisition. Gawker fiskede en kendt amerikansk og højrereligiøs reality-TV stjerne, og saudiarabiske brugere skrev på Reddit, at de frygtede for deres liv, fordi utroskab i værste fald kan straffes med døden.

Og i baggrunden af det hele snurrer lyden af skadefryd og »ha-ha,« fordi han-bavianerne nu står nøgne for verden. »Vi talte ikke om andet på morgenmødet,« skrev en bruger til Advisorhub. »Der var den ultimative skadefryd over for de platugler, som troede, at de havde fundet en genvej til sex ...«

Fældet

Følelsen af skadefryd er den intuitive udpegning af brugerne som skurke, men det er blot ét af mange etiske frustrationselementer i lækagen. For hvem er skurkene egentlig?

Det er nemmest at pege på brugerne, fordi de begår, hvad amerikanerne i den seneste Gallup over folkemoral udpeger som den største forsyndelse. 91 pct. af de adspurgte peger på utroskab som moralsk forkasteligt, det er værre end f.eks. flerkoneri og menneskekloning, siger målingen, og 64 pct. af amerikanerne vil aldrig tilgive en utro partner.

Så, ja, i den optik er brugerne skurke. De begår noget, som 91 pct. af samfundet betragter som moralsk forkasteligt, og det kan man være enig eller uenig i, men det er ikke desto mindre en kendsgerning. Og hvis en person gør noget, som det omkringliggende samfund betragter som dybt amoralsk, så får det konsekvenser for ham og hans familie og hele hans liv, hvis han bliver opdaget – som en af brugerne også erkender over for Fusion.

»Tom« fortæller, at han begyndte at annoncere på Ashley Madison på et tidspunkt, hvor hans ægteskab var i krise. »Jeg var meget frustreret,« siger han til Fusion. »Men det gør det ikke mere rigtigt. Konsekvenserne af det her er enorme. Men jeg kan kun takke mig selv. Jeg har skudt mig selv i foden.«

Spørgsmålet er imidlertid, om han kun kan takke sig selv for det?

Hvad med Ashley Madison, som oprettede verdens største clearinghouse for utroskab, og som vred penge ud af brugerne, men ikke formåede at beskytte dem mod hackere? Mandlige medlemmer betaler op mod flere hundrede dollar for medlemskab, og som en slags virtuel pengeafpresning skal de også betale for at forlade sitet. Ashley Madison kræver små 20 dollar for at slette navne, men – viser det sig nu – mange betalte for at blive slettet, men sitet slettede dem ikke.

Ironisk nok er det de brugere, som betalte mest for medlemskab, der lider mest ved lækagen, fordi Ashley Madison havde flest data om dem, f.eks. deres kreditkortnumre. Det sidste kan i mere end én forstand koste dem. Som en advokat fortalte til Advisorhub – hans klienter frygtede især, at de kunne blive genkendt via kreditkortnumre.

»Det er akilleshælen. Det vil fælde dem til sidst,« vurderede advokaten.

Men hackerne – hvad med dem? Hvorfor bliver de af mange i sagen betragtet som ridderne af den høje moral? For hverken Ashley Madison eller brugerne begik forbrydelser mod menneskeheden eller den slags, der kan undskylde hacking. Ashley Madison er et kontroversielt site, men lovligt, og hvis det overtræder loven, så er det en sag for advokater, politi og domstole. Brugerne gjorde noget, som flertallet betragter som »moralsk forkasteligt«, men i det mindste i Vesten er utroskab ikke ulovligt, og det er et anliggende for de involverede parter.

Der er således ikke noget i den offentlige eller civile orden, som kalder på selvtægt, og der er heller ikke noget, der som WikiLeaks- og Snowden-lækagerne kan berettige den.

Hackerne har selv beskrevet deres motiv som en blanding af moralsk hygiejne og et had til Ashley Madison, der synes at stikke dybere end blot moralisme. De gav Ashley Madison 30 dage til at lukke og slukke, og da sitet nægtede, offentliggjorde hackerne i denne uge deres materiale sammen med en lektion til sitet og brugerne:

»Hvis du finder dit navn i materialet, så husk, at det var Ashley Madison, som svigtede dig og løj for dig. Læg sag an og kræv erstatning. Og kom så videre i tilværelsen. Lær din lektie og gør afbigt. Det er ydmygende nu, men du skal nok overleve.«

Eller med andre ord: Hackerne agerer politi, domstol og skarprettere uden anden hjemmel end deres private forgodtbefindende, og det er mindst lige så problematisk som parrelystne mænd og det website, som huser dem.

Udrensning

Så hvem er de største forbrydere?

I sidste ende er det formentlig underordnet, for l’affaire Ashley Madison er så meget mere end utro mænd, dubiøse websites og moraliserende hackere. »Det er et monumentalt øjeblik, som vil forandre millioner af liv fundamentalt,« skriver John Hermann hos The Awl.

Og det har han formentlig ret i – sagen vil forandre flere liv, end vi umiddelbart forestiller os – men hans videre konklusion er mere tvivlsom. Hermann er overbevist om, at vi er færdige med at betro internettet noget som helst – »vores forhold til vores maskiner, apps og IT-tjenester« vil for tid og evighed være forandret, mener han. Det er mere tvivlsomt, eftersom magten i de primale instinkter er lige så stor som bekvemmeligheden i online-mediet er det, og internettet vil derfor forblive et drive-thru-vindue for sex, had, angst, kærlighed og allehånde uigennemtænkte udbrud. En kvindelig reporter fra Slate meldte sig i går som bruger hos Ashley Madison, og hun meldte om en uforandret aktivitet af lummerheder og utro mænd, og hvis skandalen om Ashley Madison ikke kan ændre aktiviteten hos Ashley Madison, så er der meget lidt, der kan.

På den måde vil sagen formentlig ikke forandre meget, og en mere sandsynlig konsekvens er, at lækager som Ashley Madison bliver en tilbagevendende begivenhed – og hvad så?

På nuværende tidspunkt kan man online finde navnene på 36 mio. utro mænd og nogle få kvinder, og mange af dem er angiveligt finansmænd og embedsmænd, politi- og brandmænd, officerer og andre fra samfundets stabile lag. De er ægtemænd, sønner, fædre, partnere, brødre, chefer, medarbejdere og gode venner, og utroskab vil med ét få et meget menneskeligt og ikke nødvendigvis usympatisk ansigt – og hvad så?

Et muligt svar er amerikanernes moralske udvikling over for homoseksualitet. I 2005 sagde et flertal af amerikanerne nej til homoseksuelle ægteskaber, og et overtal sagde, at sex mellem homoseksuelle skulle være ulovligt; i dag – ti år senere – er homoseksuelle ægteskaber lovlige, og 60 pct. af amerikanerne støtter dem, siger Gallup. De fleste eksperter peger på normaliseringen af homoseksualitet som udslagsgivende – at netop mænd, fædre, sønner, partnere, brødre, chefer, medarbejdere og venner stod åbent frem og gav, hvad der indtil da havde været noget værre noget et menneskeligt og sympatisk ansigt. Det er nemt nok i teorien at være imod homoseksualitet, men det er sværere, når det er ens nærmeste, og 91 pct. af amerikanerne kan erklære utroskab som den største moralske synd, og 64 pct. kan sige, at de øjeblikkeligt vil lade sig skille, men hvis det er ens nærmeste – hvad så?

Det kan blive konsekvensen af den nuværende lækage og fremtidige ditto: At vi kommer til at vade rundt i hinandens privatliv i et dynd af det gode, det onde og Ashley Madison, og vores paratreaktion er ikke en etisk udrensning, men en habituel tolerance eller ligegyldighed. Det vil være paradoksalt, men ikke uplausibelt, og det er – i betragtning af alternativerne – ikke det værste, der kunne ske.