»Jeg så aldrig stenen blive smidt fra motorvejsbroen. Men jeg vidste, at min sidste time kunne være kommet«

Tragedien på Fyn er en syg persons værk. Eller endnu være. En teeanger, der ikke kan overskue, hvad det er, vedkommende har gjort, og som resten af livet må leve med mord på samvittigheden

En tysk kvinde blev dræbt, da en stor sten blev smidt ned fra en en motorvejsbro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fotograf Sonny Munk Carlsen

KLUMME: Jeg så ikke stenen blive smidt fra motorvejsbroen. Men jeg opfattede, at jeg var ude i en situation, jeg næppe ville overleve. Jeg kom kørende på motorvejen mellem Köln og Bonn. Det må have været november/december 1989 eller begyndelsen af 1990. For det var lige efter Murens fald.

For jeg kan huske, at jeg enten var på vej hjem til Bonn fra Berlin, eller også var jeg på vej den anden vej til Berlin. Og problemet er i det hele taget, at mange ting står tåget lige om den dag. Undtagen det, der kunne have været mine sidste sekunder i mit liv. De står til gengæld mejslet ind i min hukommelse.

Jeg kørte formentlig med stor fart i min Ford Scorpio 2.9 GLI. Den befandt sig bedst, når den kørte et sted mellem 160 og 210 kilometer i timen. Det var det normale dengang på de tyske motorveje. Intet problem i det. Det gjorde alle de andre også.

Jeg var 35 år og stadig i min egen opfattelse udødelig. Altså indtil jeg kom i en situation, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle opleve. At en person smed en stor sted ned fra en mortorvejsbro direkte ned på motorvejen og dermed forårsagede et stort bremsekaos på den firesporede vej.

Jeg husker, hvordan bilerne ruschede fra side til side. Hvordan min egen katastrofeopbremsning og forsøget på at undvige ved at dreje på rattet blev mere og mere kaotisk. Og det hele foregik i et splitsekund. Og den eneste grund til, at jeg ikke smadrede direkte ind i de andre biler var, at det hele foregik på et tidspunkt, hvor trafikken ikke var mere intens. For så havde ingen af os overlevet.

Vi var alle heldige. Stenen lå på motorvejen. Jeg ved ikke, om den vejede 10 eller 50 kilo. Men det var en stor sag. Dennegang kom ingen af os trafikanter til skade. Men forud var gået utallige andre situationer, hvor folk havde smidt store sten ud over broerne og ned på motorvejene. Og nogle af dem endte absolut med døden. Der var mange tilfælde af den slags »leg« også i Tyskland i de dage. Og også i dag findes fænomenet overalt. Og nogle af dem, der gjorde det, var teenagere helt ned til 14 år, der syntes, at det var morsomt. Man talte dengang om nærmest en epidemi. Men gad vide, hvordan den 14-årige har det i dag med sig selv, velvidende at de har været skyld i mord.

Og problemet er, at jo mere, man taler om det, desto flere får »lyst« til at afprøve sig selv som potentielle mordere. Og de absolutte ofre er de døde og deres efterladte, de kvæstede og så de, der har været midt i en potentiel dødelig situation. I den rækkefølge. Jeg kan stadig så mange år efter tage mig selv i at kigge nervøst på de motorvejsbroer, jeg passerer, for at se, om der står nogen deroppe. Og hvis der gør, så er jeg ekstra opmærksom, og hjertet slår et par ekstra slag.

Men det slår - trods alt. Og når sådan noget sker, så er det rædselsfuldt, fordi det er ikke alene meningsløst. Og vi leder alle efter en mening med det ufattelige. Islamisk Stat. Terrorister. Intet under, at vi tror, at der må stå en organiseret galskab bag det her. For det er det, der er sygt og meningsløst. Men historien viser også, at det som regel enten er syge personer eller tankeløse teenagere, der står bag. Det sidste er måske det, der er det mest ufattelige.