»Jeg manglede bare én, så havde det været et rundt tal - 50«

Det er en mordsag så grusom, at redaktører beder forældre om at gemme avisen for deres børn. Men sagen er også grusom, fordi den afslører en ukendt side af et Canada, som længe har brystet sig af sin europæiske sociale samvittighed.

SANTA FE: Canada er en høflig og kedelig udgave af USA, en frostknude af et kæmpeland, hvor togene går til tiden, men de går ingen steder hen, og hvor det gode liv er et liv, hvor der ikke sker noget.

Sådan er i det mindste den skråsikre amerikanske opfattelse af naboen mod nord, og canadierne har normalt ikke noget imod at fremstå som antitesen til USA. Samfundet er ikke stærkere end sit svageste led, politikerne får lov til at tale ud, når de er på TV, og hvis folk vil slås, er de nødt til at spille ishockey for at finde nogen at slås med.

Det er den nye verden, men med den gamle verdens dyder.

Men i disse dage bliver forskellene mellem de to store nordamerikanske lande udvisket.

Pain og Wastings
En af de mest grusomme mordsager i mands minde bliver oprullet, en sag med 49 ofre, som alle led en bestialsk død og en endnu mere bestialsk efterdød, og retsdramaet har samtidig også afsløret et enestående svigt og stillet spørgsmål ved hele nationens sociale samvittighed.

Det lyder som USA, men det er Canada.

Robert Pickton, en 57-årig svinefarmer, har pralet af at have myrdet 49 kvinder, først og fremmest prostituerede og narkomisbrugere. Han ærgrede sig kun over, at han ikke nåede bare ét mord mere. »Så havde det været et rundt tal - 50,« sagde han. »Men jeg blev for ivrig. Jeg blev for sjusket.«

Over 350 journalister dækker retssagen mod den angiveligt værste seriemorder i canadisk historie, og detaljerne er så grusomme, at de fleste aviser tirsdag advarede sarte læsere mod at læse videre - chefredaktøren på den konservative National Post bad læserne om at gemme avisen væk fra deres børn - men grusomheden begrænser sig ikke til forbrydelsen. Grusomheden er også i de omstændigheder, som gjorde forbrydelsen mulig, og en canadisk selvransagelse er i gang: Er vi i virkeligheden så meget bedre end amerikanerne? Er den offentlige sektor så meget mere bevendt og vores omsorg for de fattigste så meget mere grundlæggende?

Centralt i diskussionen står et område i Vancouver, den største by på vestkysten, den tredjestørste by i Canada og længe hjemstedet for canadisk hip og avantgarde. Midt i byen ligger Low Track, et ti gader langt og ti gader bredt slumkvarter. De to gader, der mødes her, hedder Main og Hastings, men de bliver aldrig kaldt andet end Pain og Wastings, og her finder man til enhver tid mellem 5.000 og 10.000 narkomisbrugere og prostituerede, oplyser Court TV på sin hjemmeside. Det er her, bunden lander, når de lander på bunden.

Blev fanget af narko
Hvert år uddeler myndighederne gratis 2,8 mio. nåle, men lige lidt hjælper det. En fjerdedel af beboerne er HIV-positive, og det er nordamerikansk rekord.

Børn helt ned til 11 års alderen går på »Kiddie Row«, 73 procent af alle de prostituerede i området begyndte deres karriere som børn, og hver dag ankommer ny arbejdskraft.

I gennemsnit dør én beboer hver dag af en overdosis heroin eller crack - endnu en rekord - og risikoen for at ende som et ugenkendeligt lig er så stor, at nogle beboere har afleveret en DNA-prøve på politistationen, så politiet på den måde kan identificere dem.

Det er en verden i verden, som verden udenom er ligeglad med, skriver kommentatoren Linda Reynolds, for hvordan kan 49 kvinder ellers blive myrdet over knap 20 år, uden at helvede bryder løs. »Lad os forestille os, at de myrdede kvinder var hvide universitetsstuderende. Så ville der have lydt et ramaskrig, så ville vi låse vores døre og forbyde vores døtre at gå ud,« skriver Reynolds, som håber, at retssagen vil minde det canadiske samfund om, at »kvinderne på gaden også er en eller andens datter, mor, partner eller ven«.

Det er kvinder som Marnie Frey, en »ubekymret, kærlig pige, som elskede de små ting i tilværelsen«, som hendes far sagde ved en mindehøjtidelighed i 2002.

»Hun kom ind i verden som alle andre mennesker, med store, klare øjne og parat til at erobre verden, men desværre blev hun fanget af narko.«

Fortegnet skurk
Det er kvinder som Andrea Joesbury, der var dygtig til sport og drømte om at blive skuespiller, men som kæmpede med matematik og grammatik.

Som en 16-årig naiv teenager flygtede hun hjemmefra, hun ville finde en mand og stifte sit eget hjem, men hun fandt i stedet en alfons på Low Track.

»Men hun var altid en glad pige, og hendes liv var lige begyndt,« har hendes bedstefar fortalt til National Post.

Det er kvinder som Georgina Papin, der som barn flyttede fra den ene plejefamilie til den næste, begyndte at tage narkotika som 11-årig, fik fem børn og til sidste endte som en slags mor for mange af de endnu mere sølle skikkelser i det indre Vancouver.

Og det er 46 andre kvinder, som alle - mellem 1983 og 2002 - ifølge politiet havde den ulykke at støde ind i Robert Pickton.

Robert Pickton var en skikkelse, der - hvis han havde optrådt som skurk i en kriminalroman - ville blive opfattet som lidt for fortegnet, lidt for overdrevet. Sammen med sin bror drev han et morads af en svinefarm i Port Coquitlam, en times kørsel øst for Vancouver, og ejendommen flød med besynderlige ejendele, og den var afpatruljeret af en 300 kilo stor og aggressiv orne, der løb frit rundt på gården, har en tidligere medarbejder fortalt til Court TV.

Brødrene Pickton havde omdannet en lade til en bar - navnet var Piggy Palace - og her holdt et skummelt klientel til, og brødrene hentede prostituerede i Vancouver, som skulle sørge for underholdningen.

Dæmrede for politiet
De to svinebrødre havde i det hele taget sex på hjernen. De levede deres andet liv på Low Track, og den ene bror, Dave, fik i 1992 en betinget dom for et seksuelt overgreb mod en prostitueret, og den anden bror, Robert, blev i 1997 sigtet for drabsforsøg på en prostitueret. Han havde lagt hende i håndjern og stukket hende ned.

De drev også en skrothandel, og det hele - bygningerne, rodet, ornen, festerne, de prostituerede, dommene - »fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på én«, sagde den førnævnte medarbejder.

Han gik i 1998 til politiet og foreslog dem at kigge nærmere på brødrene. »Det flyder med tegnebøger og andre menneskers identifikationspapirer derude,« sagde han.

På det tidspunkt var det endelig begyndt at dæmre for politiet, at måske - bare måske - var en seriemorder løs på Low Track.

Efterforskerne havde ind til da afvist den idé - prostituerede og narkomisbrugere forsvinder nu engang, sagde myndighederne - men i 1998 offentliggjorde en borgerretsorganisation en liste over 40 kvinder, som var forsvundet fra Low Track. Politiledelsen gjorde, hvad den kunne for at miskreditere listen, men der var 16 navne, som de ikke kunne forklare. 16 kvinder, som var forsvundet mellem 1995 og 1998.

En advarsel til Pickton
Og det var på det tidspunkt, at politiet modtog tippet om brødrene Pickton. Kriminalbetjente ransagede ejendommen, og de lovede, at de ville følge sporet »helt til tops,« men sporet døde, for politiledelsen nægtede at erkende, at der var en seriemorder på spil, og den interne uenighed slog gnister.

En af politiets fremmeste profileringseksperter, Kim Rossmo, undersøgte de forsvundne kvinder, han fandt et tydeligt mønster, og han konkluderede, at 54 kvinder var forsvundet under »forbryderiske omstændigheder«, og, ja, der var en seriemorder på spil. Rossmo blev kort efter fyret.

Ransagningen var - skulle man tro - en advarsel til Robert Pickton. Et vink om at stoppe.

Men nej. Han fortsatte, og ifølge tiltalen myrdede han mellem 1998 og 2002 yderligere ni kvinder, måske det dobbelte.

I 1999 begyndte avisen Vancouver Sun at køre en serie om de forsvundne kvinder, og historien om en af kvinderne, Sarah de Vries, rystede læserne. De Vries havde ført dagbog, og hun skrev gribende om stemningen på gaden. »Så mange kvinder forsvinder. Det er ved at blive en daglig rutine ... Er jeg den næste? Holder han øje med mig nu? Forfølger han mig, som et rovdyr forfølger sit bytte, venter, bare venter, på det helt rigtige tidspunkt, det helt rigtige sted ...«

Til sidst skrev de Vries fatalistisk: »Vil de huske mig, efter jeg er forsvundet, eller vil livet bare gå videre?«

Hun forsvandt 14. april 1998.

Efter avisartiklerne begyndte myndighederne endelig at røre på sig, de udsendte en efterlysningsplakat med billeder af forsvundne kvinder, de optalte 63 navne, og nølende konkluderede de, at en seriemorder var på spil.

Gådefuld figur
7. februar 2002 vendte politiet tilbage til Robert Picktons ejendom, de ransagede den igen, og han klarede tilsyneladende igen frisag. Han blev løsladt mod kaution. men politiet var grundigere denne gang. De finkæmmede matrikelnummeret, og i et svinetrug fandt de kæbebenet fra en af de forsvundne kvinder, og de identificerede fem af hendes tænder. De fandt overskårne kranier fra tre kvinder, kvindernes hænder var stoppet ind i kranierne, og i en svinesti fandt de skeletdelene fra en arm. De fandt en blodig pose med en astma-inhalator, som havde tilhørt et af ofrene, og de fandt en revolver med en dildo på.

Pickton blev anholdt igen, og politiet advarede alle, som havde købt svinekød hos ham. Han havde formentlig fodret svinene med ofrene, lød advarslen.

Robert Pickton gjorde en gådefuld figur ved den første politiafhøring.

Et udskrift blev offentliggjort i denne uge, og Pickton benægtede mordene, men han sagde bl.a.:

»Jeg holder svin. Vi holder svin for at få kød. Sådan gør vi med dyr.« Efter en kort pause tilføjede han: »Jeg er en skidt fyr.«

Politiet placerede en undercover-betjent i samme varetægtscelle som Pickton, og den pågældende betjent lod som om, han var sigtet for drabsforsøg.

»Det er ingenting i forhold til, hvad jeg har gjort,« sagde Pickton, som fortalte, at han havde myrdet mange mennesker.

»Hvor mange,« spurgte betjenten.

Cellen var video-overgået, og på videoen kan man se Pickton holde en hånd med fem fingre op. Med den anden hånd gjorde han et nul-tegn.

»50? Du tager fis på mig,« sagde undercover-betjenten.

Det var ikke fis, fastslog Pickton. »Jeg manglede bare én. Så havde det været et rundt tal - 50.«