»Jeg kunne flygte til Tyrkiet og videre til EU som alle andre. Men jeg valgte Gaza«

På mindre end tre år har den syriske flygtning Anas formået at skabe en helt ny tilværelse i Gaza. Som ægtemand og ejer af en ny restaurant. Og ikke mindst som eneforsørger af resten af familien i Syrien.

Fra krigen i Syrien. Fold sammen
Læs mere
Foto: OMAR SANADIKI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han flygtede fra Aleppo, da hans restaurant blev bombet.
Ikke til Tyrkiet, ikke til Europa over Middelhavet, som millioner af andre syrere. Men til Gaza. Den lille palæstinensiske landstribe på størrelse med Langeland, ved Middelhavet, hvor en befolkning på mere end to millioner palæstinensere lever under strengt Hamas-styre, med 50 procents arbejdsløshed og afspærrede grænser i alle retninger.

»Jeg kom ind gennem en af tunnellerne fra Egypten,« siger 29-årige Anas Muhammed Agha Qaterji og smiler. Berlingske møder ham på hans nyligt åbnede restaurant i Nuseirat flygtningelejren i den centrale del af Gazastriben.

Anas Qaterji åbnede sin nye restaurant i november 2016. Han har givet den samme navn, som hans første restaurant, Jar al-Kalaa, der lå i Aleppos gamle bydel. Sammen med mange andre af Østaleppos bygninger blev restauranten jævnet med jorden i et bombardement. Derfor har han tilføjet tallet 2 på skiltet udenfor her i Gaza. Det er hans anden restaurant. Hans anden succes.

Anas Qaterjis flugt til Gaza er på alle måder en beretning, der går mod strømmen. Mens langt størstedelen af de flygtende syrere har sat retning mod Tyrkiet, EU, Libanon og Jordan, valgte Anis Qaterji i 2013 at rejse til Gaza. Og selvom det lyder som opskriften på mere elendighed, var det et bevidst valg fra Anas Qaterjis side.

»Hør her, jeg kunne flygte til Tyrkiet og videre til EU som alle andre. Men jeg valgte Gaza,« siger han og forklarer, at han ikke bryder sig om den rolle Tyrkiet har spillet i Syrienkrigen.

Han føler, at Tyrkiet ikke interesserer sig for den syriske civilbefolkning, og mener Tyrkiet har været med til at presse priserne på mel og andre dagligvarer i vejret ved indkøb af store reserver.
Hans anden pointe er, at hvis han var rejst til EU, så ville der gå måneder, måske år, før han kunne begynde at arbejde. I Gaza har han været sin egen herre fra første dag.

»Jeg kom hertil i 2013. Jeg mødte en palæstinensisk kvinde, og vi har giftet os. Og nu har jeg åbnet en restaurant. Gudskelov går det godt, og jeg sender penge til resten af min familie i Syrien hver måned. Hvis jeg var flygtet til Europa, ville jeg ikke nå den samme succes på samme tid,« siger han.

Hans beslutning om at rejse til Gaza, var også familiens beslutning. Da krigen spidsede til i Aleppo talte de om, hvordan de bedst kunne klare situationen. Da Anas var den eneste ugifte mand i familien på det tidspunkt, blev det ham, der måtte bære byrden at forsørge resten af familien, ved at flygte og finde fast job.

På restauranten i Nuseirat-lejren går det bedre end forventet. De lokale palæstinensere kan lide de syriske retter, og i løbet af en måned har Anas Qaterji allerede fået faste kunder.

»De kommer første gang af nysgerrighed. Bagefter kommer de på grund af maden,« siger han.
Nøglen til den relative succes er, ifølge Anas også, at de fleste Gaza-restauranter i dag forsøger at holde en moderne stil. Hans egen restaurant er udsmykket med flere hundrede år gamle potter, som han har medbragt fra Aleppo. Ved siden af et bord ligger en 150 år gammel vandpibe, og personalet går i traditionel syrisk beklædning.

»Det sætter Gazas befolkning pris på,«siger han.

Anas Qaterja flygtede fra krigen i Syrien og oplevede efter et år i Gaza krigen mellem Hamas og Israel i sommeren 2014. Hans overbevisning er, at døden nok skal finde ham når tiden er inde. Om det så er i Aleppo, Gaza, Tyskland eller et helt fjerde sted.

Han arbejdede i en periode for en humanitær organisation, og har også prøvet at være helt flad. Især var de første fire måneder efter vielsen hårde. Han arbejdede ikke og hver dag følte han, at han forsømte sin krigsramte familie hjemme i Syrien. Men så kom ideen til at åbne en restaurant. Og fra den dag er det gået stærkt.

Anas er ikke typen, der spilder tiden. Sideløbende med åbningen af restauranten forsøger han at hjælpe de andre 250-300 syriske flygtningefamilier i Gaza. Hans forbindelser til humanitære organisationer har bragt Gazas syrere på nogle organisationers dagsorden, og Anas Qaterja, har fået lovning på, at nogle af organisationerne vil forsøge at hjælpe de syriske flygtninge med at opnå asyl i Europa.

Hvad angår fremtiden, vil han gerne blive i Gaza, selvom han ikke selv er palæstinenser. Måske vil han etablere sig i Europa, når han har midlerne til det. Men han vil ikke tilbage til Syrien.
Krigen har fået ham til at miste troen på et samlet Syrien. Spændingerne mellem de forskellige etniske og religiøse mindretal er så stærke, at han har mistet troen på, at byer som Aleppo kan hele sig igen.