»Jeg kan godt forstå, hvorfor mange har fornemmelsen af, at hele fundamentet smuldrer«

Efter ti år i stolen som vært på »Deadline« søger Adam Holm nye græsgange. Vi bruger lejligheden til at spørge, om verden er blevet et værre sted i dag, end da han begyndte.

DR-vært Adam Holm har sagt farvel til »Deadline«-studiet uden konkrete planer for fremtiden. Det er en kombination af ønsket om at komme mere ud i »den virkelige verden«, uenigheder med ledelsen og timing. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som uddannet historiker er Adam Holm naturligt interesseret i fortiden, men man er ikke vært på et program som »Deadline« på DR2 i ti år uden at have en glødende interesse for verden omkring sig og de begivenheder, der udspiller sig hver eneste dag. Derfor kan Berlingske heller ikke dy sig for at spørge Holm, der sagde farvel til studiet sidste uge, om han i sine år i værtsstolen har set verden gå ad Hekkenfeldt til.

»Faktisk er jeg dybt ambivalent omkring det. Hvis man anlægger et historisk perspektiv og sammenligner nutiden med mellemkrigsårene - der er jo dem, der siger, at vi gennemlever en slags gentagelse af 1930erne med krise, politisk uro og småkrige rundt omkring - så er det mit indtryk, at vi lever i langt mere stabile tider i dag. Hvis vi bare tager vores eget kontinent, har vi ikke borgerkrige inden for de europæiske territorier. Men hvis man ser med den eurocentriske brille på, hvad vi har gennemlevet siden 2008 med finanskrisen, så får man selvfølgelig en klar fornemmelse af, at det er urolige tider.«

Fornemmelsen af et smuldrende fundament

Mediernes massive dækning af begivenheder, der sker langt væk, betyder også, at vi bliver globale mennesker, og de hændelser bliver mere vedkommende for os, siger Adam Holm, der selv er kommet hjem fra en 12 dages arbejdrejse til Damaskus i januar.

»Derfor virker tragedien i Paris lige pludselig så nærværende, at folk står i København og græder og føler sig hårdt truffet. Altsammen aflejrer sig, og man tænker »Himlen falder ned om ørene på os. Det er de sidste dage«. Men ser man så lidt mere køligt og statistisk på det, går det måske temmelig godt. Nogle vil endda sige, at det aldrig har gået bedre i menneskehedens historie, så der er en form for mental konflikt eller opfattelsesmæssig kløft. Og så er der selvfølgelig europæiske nærområder som Mellemøsten, hvor Syrien ikke mindst det sidste halve år har været leveringsdygtig i nye europæiske kriser i kraft af flygtningestrømmen og de nye spørgsmål, vi bliver stillet over for. Så jeg kan godt forstå, hvorfor mange har fornemmelsen af, at hele fundamentet smuldrer. Men jeg kan bare se, at når man rent faktisk går lidt nøgternt til værks og ser på nyhedsstrømmen og går ud og mærker efter i mulden, så går det hele temmelig godt, ikke mindst i lyset af, hvad vi har været igennem med den økonomiske krise. Så det er et både/og svar, synes jeg.«

Et af de emner, der er kommet til at fylde mere og mere i de sidste år – også i »Deadline«, er Ruslands ageren og det stadigt dårligere forhold til præsident Vladimir Putin.

»Set fra den stol, jeg har siddet i, men uden at være ruslandskyndig, er der da tegningen af en forandring af den vestligt dikterede verdensorden. Rusland har i stigende grad i to konfliktområder, som betyder meget (Syrien og Ukraine, red.) nogenlunde uhindret markeret, hvad de vil, og ja, der er sanktioner, men det synes jo ikke at afholde Putin fra at føre den politik ud i livet, han vil.« mener Adam Holm.

Fortryder ikke sin beslutning

Adam Holm har flere gange gjort sig upopulær hos DRs ledelse. F.eks. da han skrev kronikker i dagbladet Politiken om henholdsvis Israel og sin ateisme. Det medførte en næse fra ledelsen, der ikke mente, at det var sømmeligt for en ansat på et statsligt public service-medie at komme med den slags partsindlæg. Mest spektakulært var det dog sidste år, da han efter terrorangrebet i København havde Flemming Rose i studiet for at tale om muhammed-tegningerne. Selv om der var en klar politik fra DRs ledelse om ikke at vise tegningerne, gjorde Adam Holm det kortvarigt.

»DR Nyheder og nyhedsdirektøren gjorde ret i at kalde mig til kaffe, fordi jeg brød med åbne øjne en DR-politik, og jeg gjorde det, fordi jeg troede – og det kan jeg så nu sige er en lidt blåøjet, for ikke at sige dybt naiv, tankegang – at jeg med en meget beskeden handling kunne få stort set alle, der gad se »Deadline« - og i hvert fald folk internt i huset - til at indse, at det er for fjollet, nu hvor en avis var blevet angrebet og siden et offentligt møde, at man ikke i en samtale med en mand, som har skrevet en bog, lige kan pege på en illustration i bogen.«

Adam Holm fik bl.a. at vide af nogle chefer, at han havde taget hele huset som gidsel og gamblet med sine kollegers sikkerhed. Og selv om han er ked af den angst, som nogle kolleger måtte føle, fortryder han ikke sin beslutning, selv om han gerne ville forklare sine bevæggrunde:

»Jeg havde virkelig svært ved at trænge igennem og sige, at det ikke var, fordi jeg gerne ville spille Kong Gulerod eller lege Rambo. Jeg synes, at det var et idealistisk projekt, og der blev folk ved med at sige »prøv at hør; du er ikke aktivist, du er journalist. og hvis ledelsen vurderer, at det er for farligt, skal du bare klappe hælene sammen«. Hvor mit modsvar var, at selvfølgelig er det farligt, men er det ikke farligere at vise terroristerne, at vi ikke tør, selv i et studie i et lillebitte TV-program, pege på en lillebitte demonstration i en bog? Det, vil jeg mene, er mindst lige så farligt, omend det ikke er noget, man dør af, så er det noget, man visner af.«

Når Adam Holm nu har sagt farvel til »Deadline«-studiet uden konkrete planer for fremtiden, er det en kombination af ønsket om at komme mere ud i »den virkelige verden«, uenigheder med ledelsen og timing.

»Jeg er en midaldrende mand med dårlige knæ, så hvis det skal være, så skal det være nu, mens jeg stadig kan gå. Jeg har fået to knæoperationer efter fodboldkampe og så videre. jeg tror egentlig, at det bare er dét, og så har jeg hele tiden i baghovedet, at hvis man bliver siddende et sted i 25 år, så får man et guldur og et spark i røven. Så hellere selv bevæge sig lidt, mens man kan.«