»Jeg har ligefrem sovet i nat – det er noget nyt«

Berlingske er på rejse op gennem det europæiske kontinents de facto humanitære korridor og møder undervejs læreren Omar fra Aleppo. Bevægelighed er Europas blod, mens Dublin-aftalen, der regulerer flygtninge, er stendød, mener eksperter.

Det er nat ved grænsen ind til Tyskland. Grænsen mellem Østrig og Tyskland mellem Salzburg og Freilassing. Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere

På grænsen mellem Ungarn og Østrig er solsikkerne ikke længere gule, med ansigterne vendt mod solen. De er grå, nærmest sorte.

Ved grænsebyen Nickelsdorf er flere kontinenters mismod, især det mellemøstlige, linet op i rækker af familier, som vil gøre hvad som helst for at komme ind i Europa. Og ind kommer de.

Som domino-brikker er lande op gennem Europa på kort tid gået fra at stritte imod flygtningestrømmen og forsøge at barrikadere den med mure og i Ungarn ligefrem tåregas og til at lade den strømme, af frygt for at komme i karambolage med flygtninge og konventioner. Som rigspolitichefen også besluttede det i Danmark i begyndelsen af september.

Berlingske har fulgt den rute, der er i færd med at redefinere Europa – fra Kroatien, Ungarn, op gennem Østrig til Tyskland. Internationale eksperter advarer imod at rejse mure, for bevægelighed er Europas blod. Og Dublin-konventionen, der regulerer flygtninge, er stendød, lyder det.

Kroatien begyndte for en uge siden at transportere flygtninge direkte videre op til Ungarns grænse. Ungarns højreorienterede regering udløste en regn af international kritik efter voldelige sammenstød med flygtninge, som de forsøgte at stoppe med en mur langs grænsen til Serbien. Sidste fredag begyndte Ungarns myndigheder derfor at transportere tusindvis af flygtninge i busser til grænsen til Østrig.

Det er her, vi står, ved overgangen Nickelsdorf. En kitschet bar med en rød og hvid stribet facade lige på grænsen siger det hele; baren hedder Eden, Paradis.

Og for en kort stund føles det for mange flygtninge, som om det er det, det er. Østrig ligger ganske vist syd for Tyskland, men venligheden og effektiviteten, Ordnung-muss-sein-parolen hersker også her.

30.000 flygtninge lagde vejen forbi

Systematisk og roligt har flere end 30.000 flygtninge siden sidste weekend lagt vejen forbi et Røde Kors-telt, hvis de havde brug for det. Dernæst har de kunnet vælge mellem genbrugstøj og ikke mindst mad, vand og nødder fra stande langs grænsen. Før flygtningene i grupper af fem-ti stykker bliver fragtet med taxi eller bus til det næste tog til Tyskland. En metode, der nu går igen op gennem Europa.

»Østrigerne er gode folk. De er organiserede. Det er langt bedre end i Kroatien, hvor betjente var aggressive,« siger 45-årige Muhammed Omar, en lærer fra Aleppo i en ulastelig tweedjakke og en brun lædertaske over skulderen.

Adspurgt hvorfor han er flygtet, siger skolelæreren, der kun modvilligt har forladt det Syrien, han elsker:

»Aleppo er nærmest jævnet med jorden mange steder.«

Muhammed Omar fører illustrativt en velplejet hånd fladt gennem luften, der smælder af arabiske råb og en dårlig lugt fra en række blå og hvide plastictoiletter.

Omar personificerer ruten gennem Europa, som den ser ud nu. Han flygtede med sine fem børn fra Syrien, via Tyrkiet, Ægæerhavet, Grækenland, Makedonien, Serbien og Kroatien. Fra Kroatien kørte han til Østrig med en bus, som myndighederne stillede til rådighed. »Jeg har ligefrem sovet i nat,« fortæller læreren og ler. »Det er noget nyt.«

Dublin-konventionen er død

Det er ikke kun for Omar, at situationen er ny. Det er den også for Europa. Kontinentet og de regler, der regulerer det, er under hastig forandring.

»Lige nu er det smuglerne, der definerer Europa. De vil altid finde en anden vej,« siger Manfred Nowak, jura-professor på Østrigs Ludwig Boltzmann Institut.

»Det, vi ser lige nu, er en komplet adskillelse mellem juraen i bøgerne, og juraen der anvendes,« siger Jan Wouters, direktør for Institut for International jura i Belgien og ekspert i EU-ret.

Manfred Nowak vurderer, at Dublin-konventionen ganske enkelt er stendød.

»Det håber jeg i hvert fald,« siger han.

»For mig at se har den fra begyndelsen været en forkert vej, som ikke kun indebærer menneskelig lidelse, men også er en meget dyr løsning.«

Det er Dublin-konventionen, der siden 1997 har foreskrevet, at flygtninge skal registreres i det første land, de havner i, og derpå sendes tilbage hertil, hvis de rejser videre.

»Konventionen fostrer nationalisme. Situationen har forandret sig markant siden 1990erne. Reglerne må følge med,« siger Nowak. Han mener, at løsningen er, at EU skaber et fælles flygtningeagentur med afdelinger i de lande, som folk flygter fra.

»Problemet i Dublin-konventionen er, at den anbringer en hård byrde på medlemslande i udkanten af EU. Østrig illustrerer det med al tydelighed: Frem til 2003 var vi en ekstern grænse i EU, og østrigske politikere klagede over, at Dublin var uretfærdig. Nu hvor Østrig efter udvidelsen ikke længere er ydre grænse, mener mange østrigske politikere, at konventionen er strålende.«

Mange eksperter ser situationen som farlig: Den kan få EU til at slå revner. Det britiske magasin Economist udlægger det, at flere lande har genindført grænsekontrol, som et fundamentalt brud på den europæiske idé:

»Grænsekontrol er i strid med den måske mest synlige gevinst af europæisk integration,« lyder det.

Thomas Gammeltoft Hansen, ekspert i asyl- og flygtningelov hos DIIS, ser udfordringen således:

»Det er nødvendigt at sikre koordination og en bedre sammenhæng mellem staterne, der er forbundne kar. Man kan ikke håndtere det her indenrigspolitisk.«

Jan Wouters tolker situationen, hvor landene kappes om at sende flygtninge videre, og EU tvinger lande fra den tidligere østblok til at modtage en kvote af flygtninge, som en dybere krise end finanskrisen.

»Det er en katastrofe. Fordi det ikke kun handler om penge, men om Europas grundlæggende værdier: solidaritet, værdighed, menneskerettigheder.«

Berlingske er nu nået gennem Østrig med et stop i Linz, hvor mange flygtninge venter på at komme til Tyskland, mens solen går ned over Donau-floden, og bjergene bliver blå.

Og så når vi grænsen mellem Østrig og Tyskland, hvor tusindvis venter i regnen og natten. Tyskland har ikke lukket grænsen, men tager få flygtninge ad gangen. De fleste vil til Tyskland, uden at de helt kan sige hvorfor.

Omar, læreren fra Aleppo, lægger hånden hen over sit hjerte og siger på formfuldendt engelsk:

»Tyskland er menneskeligt. Det er et godt sted for mine børn at studere. Rygtet lyder, at Danmark er dårligt for familien.«