»Jeg har den der nazist lige ovre på den anden side«

Iran er et af de lande, der har fået mest ud af det såkaldte arabiske forår. Israel frygter, at iransk dominans i Syrien vil udgøre en alvorlig trussel i fremtiden.

ellem den israelsk kontrollerede del af Golanhøjderne og det sydvestlige hjørne af den syriske slagmark, hvor regimets styker, oprørere og Islamisk Stat stadig forsvarer små bidder af det smukke landskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: ALAA AL-FAQIR

En brise får de gule marker til at bevæge sig, mens ørne majestætisk svæver i luftrummet mellem fred og krig. Mellem den israelsk kontrollerede del af Golanhøjderne og det sydvestlige hjørne af den syriske slagmark, hvor regimets styker, oprørere og Islamisk Stat stadig forsvarer små bidder af det smukke landskab. Fra den israelske side har man i flere år betragtet krigshandlingerne og stiller sig nu spørgsmålet, om det arabiske forår er ved at gå over iransk vinter.

Kolonner af israelske kampvogne kan stadig spottes i det fri på nogle af kasernerne. Israel har netop afsluttet den mest omfattende militære øvelse i 19 år. En øvelse, der har fået stor opmærksomhed i israelske medier. Ikke kun på grund af sit omfang, men især fordi israelerne, trods herredømmet over Golanhøjderne, er begyndt at indse, at en ny trussel vokser ud af det arabiske forår og seks års syrisk krig. Den trussel hedder Iran.

Mens en række arabiske lande, inklusive Syrien, er blevet destabiliseret af oprør, omvæltninger og krig siden 2011, har Iran styrket sit ståsted som regional aktør.

Og med støtte til shiamuslimske organisationer blander Iran sig i en række af regionens opstande og krige. Fra Yemen, Irak og Bahrain til Syrien. I sidstnævnte tilfælde fremstår Iran som den store vinder. Bashar al-Assads regime kan takke både Iran og Rusland for, at magthaverne i Damaskus i dag står til at vinde krigen. Iran har hjulpet regimet med militær ekspertise, soldater og shiamuslimske stedfortrædere som Hizbollah og irakiske shiamilitser. Nu, hvor det syriske regime ikke længere føler sig eksistentielt truet, kan Iran begynde at planlægge på længere sigt. Og det omfatter en form for tilstedeværelse i de syriske områder, der grænser op til den israelsk kontrollerede del af Golanhøjderne.

Alt hænger sammen i en kompliceret hverdag i det her anspændte hjørne af Mellemøsten. I en park på den israelsk kontrollerede side over for kibbutzen Ein Zivan sidder en drusisk familie på et tæppe under et træ. De drikker kaffe og spiser frugt. Samir, familiens fader, hilser og strækker armene ud til siden, mens han hæver ansigtet mod himlen og laver en kysselyd.

Måske er det et udbrud af glæde over at bo i den israelsk kontrollerede del af Golanhøjderne, eller en spontan værdsættelse af en picnic i skønne omgivelser? Måske er det begge dele.

Druserne i Golanhøjderne er et syrisk mindretal, der har boet under israelsk herredømme siden krigen i 1967, hvor Israel besatte Golan, Gaza, Vestbredden og Sinai. Til forskel fra den drusiske befolkning i det israelske Galilæa-område, har Golans drusere altid værnet om deres syriske identitet. De fleste af dem har familie lige ovre på den syriske side af grænsen.
Men Samir er rent faktisk lykkelig denne dag for ikke at være en del af krigen ovre på den anden side af grænsen. Det er ikke kun de græssende køer, brisen og det faktum, at der er otte gradere køligere end nede ved Genesaret Sø, der gør, at han sætter pris på det.

»Vi er heldige,« siger han og drejer sin højre arm i retning af sin familie og de idylliske omgivelser.

Israel gav Sinai tilbage til Egypten som en del af fredsaftalen mellem de to lande. I 2005 trak Israel sine soldater og civilbefolkningen på omkring 8.000 ud af Gaza. Og mens israelerne stadig skændes indbyrdes om, hvorvidt det er en god ide at rømme bosættelserne på Vestbredden, synes de fleste israelere at være lettede over, at forhandlingerne med Syrien om israelsk tilbagetrækning fra Golanhøjderne aldrig bar frugt.

For druserne ville det have betydet, at de ville være en del af krigen. Siden 2011 er antallet af ansøgninger om israelsk statsborgerskab, ifølge Kanal 1, steget drastisk blandt Golans drusiske befolkning. Krigen har skubbet dem i retning af Israel. En forandring, der for nylig fik den arabisksprogede hjemmeside Baladna til at spørge: »Er druserne er begyndt at bryde med deres hjemland?«

For israelerne ville naboskab til seks års krig i Syrien have været en helt anden oplevelse, hvis regimet, oprørerne, Islamisk Stat og Irans forskellige shiamuslimske stedfortrædere i stedet for det syriske lavland nedenfor udkæmpede slag på Golanplateauet, der hæver sig over Genesaret Sø med udsigt over en række israelske byer.

De gamle og rustne vagttårne ved de israelske kibbutzer omkring Genesaret Sø er en påmindelse om, hvor sårbare de små israelske samfund var, da syrerne kontrollerede Golanhøjderne.

I stedet har kontrollen over Golanhøjderne givet israelerne både udsyn til den syriske slagmark og en vigtig topografisk fordel. Langs grænsen til Syrien, fra Hermonbjerget mod nord til den lille IS-kontrollerede trekant ved Golans sydlige spids, er den omkring 40 kilometer lange strækning bygget som en israelsk fæstning. Lyttestationer og militærbaser er placeret på bakketoppene, og de mest fremskudte marker er forvandlet til minefelter.

På toppen af Bental-bakken med udsyn til krig så langt øjet rækker, står Sarit Zehavi. Hun er major i den israelske hærs reserve og stifter af organisationen Alma, der specialiserer sig i analyse af Israels nordlige front.
Hun ved, hvem der har kontrollen over hver bygning, hvert buskads og hver plantage på den syriske side.

»Du ved godt, at målet med Israels seneste militære øvelse var at skræmme Iran og Hizbollah, ikke?,« spørger hun retorisk.

Øvelsen har fået mange til at spekulere på, om Israel overvejer at blande sig i Syrienkrigen. Men den mulighed afviser Sarit Zehavi blankt.

»Hizbollah og iranerne er allerede til stede derovre. De har stadig travlt med den syriske krig, men der vil komme en dag, hvor de retter opmærksomheden mod Israel. Og vi ved, hvad de ønsker. Derfor sender Israel allerede nu et stærkt signal om, at man ikke vil finde sig i, at den syrisk dominerede side af Golanhøjderne bliver til et område, hvorfra Iran aktiverer sine stedfortrædere,« siger hun.

For nylig erklærede Rusland, det syriske regime og Iran en våbenhvile i området, der grænser op til Golanhøjderne. Men opfattelsen i Israel er, at våbenhvilen kun varer så længe, at regimet er optaget af krig andre steder. Når tiden er moden, vil regimet, og hermed også Iran og dets stedfortrædere rulle massivt ind for fødderne af de israelske baser og lyttestationer.
Frygten i Israel er, at Golanhøjderne vil komme til at stå over for et nyt »Sydlibanon«. Denne gang bare i Syrien.

I Sydlibanon er det Irans forlængede arm Hizbollah, der sidder tungt på magten. Ifølge den israelske hær råder Hizbollah i dag over 150.000 raketter og missiler til trods for, at den FN resolution, der afsluttede krigen mellem Israel og Hizbollah i 2006, ikke tillader Hizbollah at opbevare våben i Sydlibanon.
Og med de seneste års landvindinger i Syrien er Hizbollah gradvist blevet mere og mere selvsikker og provokerende langs Israels grænse med Libanon i nord. Hizbollah patruljerer åbenlyst med våben, og ifølge den israelske hær er Hizbollah i gang med at bygge underjordiske missilfabrikker i Bekaa-dalen og ved Middelhavskysten i Libanon. En gentagelse af det scenarie på den syriske grænse til Israel, vil Israel ikke finde sig i.

»Jeg ved godt, at det er svært for det internationale samfund at forstå Israels bekymringer,« siger Sarit Zehavi. Hun hentyder blandt andet til, at den israelske regerings advarsler om iransk tilstedeværelse i området indtil videre ikke er blevet taget alvorligt af hverken Rusland eller USA.

»Hvis jeg skal beskrive situationen, så en dansker kan forstå det, så vil jeg sige følgende: Tag en dansker, der husker Anden Verdenskrig og nazisterne, og placer væbnede nazister lige uden for hjemmet, hvor han bor med sin familie. Det er nøjagtig den samme trussel. Jeg har den der nazist lige ovre på den anden side,« siger hun.

Fra et israelsk synspunkt vil en overhængende trussel fra Iran og Hizbollah være den værst tænkelig konsekvens af seks års krig i Syrien. Men det er den virkelighed, de kan se forme sig fra udkigsposterne i Golan.