»Jeg fik flere tæsk end dig som barn«

De amerikanske præsidentkandidater skal helst komme fra vandgrød og pedallokum og have arbejdet sig op gennem slid og tæsk. Hvorfor er det så vigtigt at præsentere sig som en Askepot – og hvorfor køber vælgerne den?

Onsdagens debat mellem de 11 republikanere, som kæmper om at blive partiets præsident­kandidat var hård og præget af personlige angreb – ikke mindst mod ejendomsmogulen Donald Trump, som fører klart i meningsmålings­ræset. Men debatten udgjorde også endnu en kærkommen lejlighed for flere af kandidaterne til at fortælle den amerikanske klassiker om de trange kår, de har kæmpet sig op fra. På billedet ses fra venstre Ben Carson, Donald Trump, Jeb Bush, Scott Walker og Carly Fiorina. Foto: Lucy Nicholson/Reuters Fold sammen
Læs mere

Carly Fiorina har en historie, som hun gerne vil fortælle Amerika. Hun fortalte den i den republikanske TV-debat onsdag, og hun fortæller den ved alle sine vælgermøder. Den går sådan her:

Som barn havde Carly Fiorina ikke meget, men hun havde Gud, og det lykkedes hende at komme ind på Stanford University. Hun sprang imidlertid fra jurastudiet efter et halvt år og tog et arbejde som sekretær. »Jeg følte ikke, at arbejdet var under min værdighed; jeg var bare lykkelig for at have et arbejde,« fortæller hun sine tilhørere.

Og fordi unge Carly var så dygtig og flittig – og fordi Gud var med hende – kunne ingen og ingenting stoppe hende. Hun kom fra usikkerhed og udarmethed, hun droppede ud af universitetet og blev sekretær, men alligevel endte hun som koncernchef for Hewlett Packard.

»Den slags er kun muligt i Amerika. Kun i Amerika kan en sekretær blive koncernchef,« siger hun ved sine vælgermøder, og det er præcis den del, der optager vælgerne allermest, rapporterer Bloomberg fra et af hendes møder.

Bloomberg talte med flere tilhørere, som ikke huskede, hvad hun havde sagt om Rusland eller økonomi, men som alle hæftede sig ved hendes succes mod alle odds. »Det var virkeligt inspirerende,« sagde én tilhører. »At arbejde sig op fra sekretær til topchef – den slags kan kun ske i Amerika,« sagde en anden.

Only in America.

Udtjent bras

Horatio Alger solgte i sin tid 20 millioner bøger i USA, men der er ingen, som længere utvunget læser ham. Hans bøger får »Kim« og »Jan« til at ligne Nobel-materiale, handlingen og dialogen er »ofte skandaløst dårlig«, og alle bøgerne har det samme tema, kun navnene og stederne er forskellige, som Encyclopedia Britannica skriver.

Det er én god grund til, at hans bøger ikke længere er populære. De er noget bras.

En anden grund er, at det førnævnte tema er ved at være en smule træt. Moralen i Horatio Algers 120 bøger er, at »enhver fattig, men frisk ung mand gennem ærlighed, optimisme, vedholdenhed og hårdt arbejde« kan opnå hvad som helst i USA – og den amerikanske virkelighed anno 2015 er helt anderledes, som blandt andet en nylig undersøgelse fra Pew Research viser. I dag forbliver de rige rige, de fattige fattige, mens middelklassen flytter lidt op og ned inden for middelklassen.

Så Horatio Alger skriver dårlige bøger med en irrelevant askepot-morale, men alligevel ... hver fjerde år, når amerikanerne skal vælge præsident, udvikler det sig altid til en Horatio Alger-konkurrence blandt politikerne. Hvem af dem kan være født i mest fattigdom, hvem af dem kommer mest fra pedallokum, hvem har fået flest tæsk i skolen og gennemlevet de værste tragedier og lært at smile mest i modgang?

Under onsdagens TV-debat fortalte senator Marco Rubio igen, at han var søn af eksilcubanske fattigforældre – hans far arbejdede som bartender, og hans mor som rengøringskone og hyldefylder – og senator Ted Cruz fortalte, hvordan hans far flygtede fra Cuba med 100 dollar syet ind i sine underbukser. Guvernør Scott Walker har ved flere lejligheder berettet, hvordan han som ung arbejdede hos McDonald’s, og at årene på mindsteløn og i friturerøg lærte ham stræbsomhed, og guvernør Chris Christie fortæller gerne om sin far, der arbejdede på en isfabrik og tog universitetsundervisning om aftenen efter arbejdstid. Hos Demokraterne kan Hillary Clinton være med: Hendes farfar var fabriksarbejder, og hendes mor flygtede hjemmefra, fordi hun blev misbrugt, og hun klarede sig selv, fra hun var 14 år – og nu stiller hendes datter op som præsident, siger hun.

Only in America.

Askepot

I 2014 påviste økonomer fra Harvard, at den sociale mobilitet i USA har været død siden Reagan-årene, men hvis det er tilfældet, og hvis Horatio Alger er en myte – hvorfor fylder myten så så meget ved præsidentvalg?

Politikerne har god grund til at føre sig som en Ragged Dick, som var Algers mest berømte hovedperson, For på den måde fortæller de vælgerne, at de også har gennemlevet savn og grimhed, og at de forstår dem, og de fortæller dem, at de er aktive fightere, ikke passive modtagere eller medløbere, som blev sat ind i kampen på et tidspunkt, hvor kampen var vundet.

Så politikerne har gode grunde til at klæde sig i myten, men hvorfor vælger de amerikanskere vælgere at tro på en myte, som reelt arbejder mod deres interesser, som kritikere som professor Harlon Dalton har skrevet. Myten fortæller amerikanerne, at det er deres egen skyld, hvis de ikke bliver til noget, og dermed tjener myten til at fastholde det etablerede samfund og sørge for, at de fattige altid er fattige og de sorte altid undertrykte, siger Dalton.

Så hvorfor accepterer mange fattige og minoriteter alligevel moralen fra Ragged Dick?

Fordi – siger Dalton – at myten har samme funktion som en lottokupon. Ingen køber en lottokupon i håb om at tabe. De ved inderst inde, at de ikke har en chance, men de håber alligevel, og tilhørerne til Carly Fiorinas vælgermøde elsker hendes askepot-historie, fordi den giver dem håb om at komme væk fra trummerum-tilværelsen. De ved inderst inde, at de ikke har en chance, men det giver dem en grund til at stå op om morgenen, så på den måde tjener myten som en motivator; det er en forløjet motivator, fastslår Dalton, men den tjener ikke desto mindre et formål for mange amerikanere.

Og derfor vælger Fiorina også at fortælle en god historie frem for hele historien, som flere medier har noteret efter TV-debatten. Hun glemmer blandt andet at fortælle, at hendes far hed Joseph Tyree Sneed III, og at han var juraprofessor på Stanford og fik datteren ind på universitetet – og at han senere blev dekan på Duke Law School. Han var vicejustitsminister under præsident Nixon og seniordommer i den vigtige højere appeldomstol for det vestlige USA. Hun nævner heller ikke, at hun kun arbejdede som sekretær i meget kort tid, hvorefter hun giftede sig med sin første mand, som gav hende et løft i velstand og karriere. Han har sagt til New York Times, at hun kun var ude efter penge og kontakter – og da hun havde fået begge dele, kasserede hun ham.

Hendes anden mand behøvede ikke at arbejde og har under hele ægteskabet tjent som Fiorinas personlige assistent.

Hun kom med andre ord fra velstillethed og magt og blev endnu mere velstillet og fik endnu mere magt.

Den historie er mere ægte amerikansk end den, som hun fortæller – men netop derfor fortæller hun den ikke.

Only in America.