»Jeg elsker den stærke euro«

Muligheden for en hurtig aftale om forfatningstraktatens afløser har skabt ny optimisme i EU-systemet. Den gode stemning er også båret frem af Europas stærke økonomiske vækst, der ikke synes at lide under den høje kurs på euroen.

I forhold til stemningen for blot er år siden er der kommet et nyt fjed og afsæt i skosålerne hos »eurokraterne« i Bruxelles.

Aftalen på topmødet i sidste måned om grundridset for den nye »reformtraktat« til erstatning for den strandede EU-forfatning har skabt en stille optimisme om, at EU-samarbejdet er på vej ud af sin seneste lange krise.

Sidste punkt før EU går ned i tempo og holder sommerferie bliver den officielle åbning på den nye regeringskonference om traktaten, som det portugisiske EU-formandskab skyder gang i den 23. juli. På trods af gentagne trusler fra den polske højreregering ledet af Kaczynski-brødrene om, at de ikke er tilfredse med aftalen på EU-topmødet, er der i Bruxelles ingen, som for alvor tror på langvarige og svære forhandlinger i efteråret endsige nogen krise.

»Alle er blot interesserede i at få det her ud af verden,« siger en diplomat i Bruxelles. Hovedparten af stats- og regeringscheferne vil i stedet flytte deres energier over på spørgsmål som energi, klimakontrol, EUs udenrigspolitik, og på at få afklaret, hvad man skal stille op med de ansøgerlande, som skal stå udenfor en lang årrække endnu.

Med striden om EU-forfatningens fremtid lagt på plads, er der et nyt overskud af »politisk energi«, som den erfarne britiske EU-parlamentariker Andrew Duff udtrykker det.

BIDRAGENDE TIL den gode stemning er også den smukke økonomiske vejrudsigt, som Europa står over for.

Europæerne er i de seneste år blevet afskrevet af økonomer som aldrende, økonomisk skrantende og arbejdssky. Men pludselig står EU med en højere økonomisk vækst end USA og Japan. Euroen nåede i den forløbne uge en ny rekordkurs over for dollaren og andre valutaer, uden at det synes at påvirke de europæiske virksomheders evne til at eksportere over for både USA og nye økonomiske giganter som Kina.

Den tyske økonomi er vendt tilbage til rollen som Europas lokomotiv, efter at de økonomiske reformer, som blev indledt under den tidligere forbundskansler Gerhard Schröder, nu begynder at virke. Og Tyskland trækker de andre økonomier i euro-zonen; herunder Frankrig og Italien efter sig.

De andre euro-lande havde da også forholdsvis let ved at afvise den franske præsident Nicolas Sarkozy, da han i den forløbne uge mødte op på euro-gruppens møde af finansministre for at klage sin nød over den stærke euro og over den Europæiske Centralbanks rentepolitik.

Sarkozy blev mødt med foldede arme fra de øvrige euro-partnere, og den tyske finansminister Per Steinbrück udfordrede ham endda ved at erklære, at »jeg elsker den stærke euro.«

Ifølge den i EU-sammenhæng meget velorienterede franske avis Liberation var stemningen noget mat i den franske delegation efter mødet.

DET FORHINDRER imidlertid næppe Sarkozy i på ny at springe op af æsken i løbet af efteråret, når han ventes at stille spørgsmålstegn ved det nyttige i at fortsætte optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet.

Sarkozy har dog lovet, at han først vil tage sagen op, når forhandlingerne om den nye reformtraktat er ovre sandsynligvis ved udgangen af oktober. Den nyvalgte franske præsident mener, at det er bedre at sige klart til tyrkerne, at de aldrig skal regne med et medlemskab af den Europæiske Union, og at man derfor lige så godt allerede nu kan indstille optagelsesforhandlingerne og i stedet tilbyde Tyrkiet en mere løs form for samarbejde.

Mange i EU-kredsen deler sådan set Sarkozys opfattelse på længere sigt.

Men Storbritannien, Italien og Spanien vil insistere på at fortsætte med Tyrkiet, og den tyske forbundskansler Angela Merkel har også forsigtigt taget afstand fra tanken om at standse forhandlingerne med Tyrkiet.

Det store flertal i EU ser nemlig ingen grund til at standse optagelsesprocessen på nuværende tidspunkt med mindre Tyrkiet gør noget ualmindeligt dumt efter landets parlamentsvalg den 24. juli.