»Jeg bliver her til Islamisk Stat er nedkæmpet«

Tre tidligere amerikanske soldater har sluttet sig til kurderne i Syrien i kampen mod Islamisk Stat. De har ikke lyst til at vente på bureaukrater og beslutningsprocesser, og er kommet for at nakke så mange IS-krigere, som muligt. Én for én.

Jordan Matson og Peter hjælper deres sårede krigskammerat Matthew Kowalski på toilettet. Matthew er blevet ramt i benet i nærkamp med IS. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

SYRIEN: »Jeg hader dem ikke. Men jeg har heller ikke ondt af dem, når jeg skyder dem.«

Matthew Kowalski, en 24-årig amerikaner, ligger såret i en hospitalsseng i byen Derik i det nordlige Syrien. Nu er han selv blevet skudt. Ramt af en kugle lige over knæet i nærkamp med Islamisk Stat (IS) på Sinjar-bjerget for nogle dage siden.

Hospitalsstuen er snavset. Matthew ligger med en smøg i munden. Overfor ligger en såret kurdisk YPG-kriger. Gutterne fra frontlinjen, Peter fra New York og Jordan Matson fra Wisconsin, sidder på hver sin seng og hugger hospitalets aftenmåltid i sig. Jordan og Peter har taget en pause fra frontlinjen mod IS for at være sammen med Matthew.

For seks måneder siden kendte de ikke hinanden. Men efter nyhederne om Islamisk Stats massedrab og de flygtende yezidier på Sinjar-bjerget i august 2014 tog alle tre en dramatisk beslutning, uafhængigt af hinanden. Det er historierne om flygtende familier, der måtte kaste deres børn ud over klipperne for selv at overleve, og dem, der efterlod udmattede sønner og døtre under flugten fra IS, som har gjort udslaget. Deres fælles opfattelse af, at verdenssamfundet trækker tingene i langdrag i stedet for at handle og redde menneskeliv, er også en del af forklaringen på, at Matthew nu ligger såret, og at alle tre venter på at vende tilbage til frontlinjen mod Islamisk Stat.

»Jeg fortæller mine kristne venner, at de er heldige at være født i USA. Hvis de var født her, ville de være på flugt nu. Måske allerede dræbt. Jeg ser ingen forskel på min egen kristne familie og de kristne, der bor her. Derfor tog jeg af sted,« siger Matthew, der efter at have lært kurderne at kende har fået stor sympati for de kurdiske kvinders rettigheder i en ellers notorisk kvindeundertrykkende region.

Jordan Matson er den mest kendte af de tre. Han er manden bag Facebook-siden »Lions of Rojava«. En side, der hjælper med at rekruttere andre vesterlændinge til at hjælpe kurderne i kampen mod Islamisk Stat. Han er troende kristen og typen, der siger Ma’am, når han bliver interviewet af kvindelige studieværter på Fox News. Han er også meget ligeud ad landevejen, når det gælder Islamisk Stat.

»Jeg skrev et brev til min familie, tog forbi MacDonalds, hoppede på et fly til Polen, så til Tyrkiet, og nu er jeg her. Jeg bliver her, indtil IS er nedkæmpet,« siger Jordan Matson.

1. Krigskammeraterne slapper af og hygger sig med sårede Matthew. Fra venstre, Matthew Kowolski, Peter, Jordan Matson og en såret kurdisk soldat. 2. Jordan Matson tager en pause og ringer til sin kæreste i Sverige. 3. »Jeg skrev et brev, tog på MacDonalds, og hoppede på et fly ... Nu er jeg her,« Jordan Matson med sin M16 riffel i hånden. 4. De lokale helte alle stirrer på. Peter og Jordan Matson går gennem gaden i den syriske by Derik. Fold sammen
Læs mere

42-årige Peter fra New York er slængets garvede tidligere marinesoldat. En »tough cookie«, der fatter sig kort og præcist. Han blev tilbagevist i lufthavnen, da han forsøgte at rejse ud af USA, fordi han havde købt en enkeltbillet til Tyrkiet. Så lagde han en plan for, som han selv siger »to cover my tracks« og rejste. Ingen i USA har hørt fra ham siden.

Ved sin ankomst insisterede Peter på at blive optaget i en ren kurdisk militærenhed. Han ville lære sproget og lære om fronten fra de lokale. I dag taler han et så sobert kurdisk, at lokalbefolkningen tildeler ham en portion ekstra respekt, udover den Peter og de andre allerede høster her for at rejse fra alt og risikere livet i en kamp, der umiddelbart ikke er deres.

»Når vi ligger derude på fronten om natten, er det som under Anden Verdenskrig,« siger Peter.

Han hentyder til de egentlige kampe, selv om krigen for 70 år siden også nævnes som sammenligning med krigen mod IS. De gode mod de onde, kampen mod en folkemordsmaskine, og den krig USA i sidste ende blev nødt til at kæmpe og sejre i.

»Vi har kun det mest basale udstyr. Ingen beskyttelse og ingen natkikkerter. Det betyder, at ildkampene er nærkampe. Nogle gange er der kun otte-ti meters afstand mellem os og IS-krigerne. Ellers kan vi ikke se dem,« siger han.

Juleaften 2014 blev Peter såret i kamp. Han var den eneste, der overlevede i en firpersoners patrulje. Jordan blev ramt af en granatsplint i september og lå to uger på hospitalet. Og nu ligger Matthew her med et stort hul lige over venstre knæ. Når det går løs på fronten, reagerer de forskelligt. Jordan beder en bøn. Matthew lader sig pumpe fuld af adrenalin, og Peter, siger han selv, er bare fokuseret.

Alle tre trækker på smilebåndet, da samtalen bevæger sig ind på den internationale koalition mod IS og USAs nuværende rolle i krigen.

»Jeg har set masser af koalitionsbombninger, der ikke rammer noget som helst,« siger Jordan.

Matthew skal på toilettet. Han støtter sig til sine landsmænd og humper af sted i smerter. Snakken om USAs rolle i krigen fortsætter, mens han sidder på tønden med døren åben og et ben stikkende ud af den lille bås.

»Mindretal er udsat for folkemord, hele regionen bliver destabiliseret, og verden gør stadig ikke, hvad der skal til,« siger Jordan.

Han er overbevist om, at IS kan besejres, men kun med »boots on the ground«. Og han skærer et ironisk smil, når der tales om USAs indsats hidtil.

Alle tre soldaters pårørende i USA har haft besøg af FBI og er blevet udspurgt om kampene på den kurdiske front. I USA er det ikke ulovligt at deltage i kampene mod IS, men FBI har oplyst, at de tre mænd nu er på en såkaldt »overvågningsliste«

»Jeg ved altså ikke, hvorfor fuck jeg skal stå på nogen overvågningsliste,« siger Peter.

Det plager ham at stå på sådan en liste. Han kæmper jo mod fjenden og gør det effektivt.

»Jeg har ikke talt med nogen, som kritiserer det, vi gør. Alle kan se, at det er det rigtige,« siger Jordan.

 

Når de går rundt blandt de lokale kurdere, er de helte. Piger skriver til dem på Facebook, og deres egen respekt for kurderne vokser dagligt. Selv om nogle udenlandske krigere i den nordsyriske Rojava-provins har ladet sig skuffe af det faktum, at den kurdiske ledelse er inspireret af kommunisme og socialisme, er de tre amerikanere fulde af respekt for deres værter.

»De er gæstfrie, venlige og imødekommende, og så er der ikke noget pis på fronten. De holder deres stillinger,« siger Matthew.

Peter nikker.

»Se også, hvordan kurderne behandler de IS-krigere, der dør i kamp. Vi begraver dem altid efter kampene. IS-krigerne begraver ingen af vores døde. De skærer hovedet af dem og lader ligene ligge. Det er forskellen på dem og os,« siger Peter.

I løbet af denne uge mistede den første af de udlændinge, der kæmper sammen med kurderne i Syrien, livet. 28-årige Ashley Johnston blev dræbt i kampe mod Islamisk Stat omkring en times kørsel syd for det hospital, Matthew bliver behandlet på.