Jeb Bush er »det uperfekte menneske under Guds vagtsomme øjne«

Jeb Bush kæmper mod indre og ydre dæmoner i sit forsøg på at blive USAs næste præsident, men hvorfor går det galt for en som Bush i valgkampen?

Den ellers drevne politiker Jeb Bush’ kampagne i ræset om at blive Republikanernes bud på USAs 45. præsident har indtil videre mildest talt været skidt kørende. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Det skulle have været en indlysende let sag. Floridas tidligere guvernør, Jeb Bush, ville efter planen i midten af juni erklære, at han stillede op som Republikanernes kandidat til at blive USAs 45. præsident. Derefter ventede en blid tur i medvind til Det Hvide Hus. I stedet er hans kampagne blevet et studie i selvransagelse og personlig terapi for at slippe ud af det mareridt, han står midt i. Hans kampagne fungerer bare ikke. Jeb Bush brænder ikke igennem i medierne. Han fumler rundt i sine taler, og han bliver tromlet ned af kampagnens brutale kandidater, som eksempelvis mangemilliardæren Donald Trump, der ikke engang længere gider håne Bush, da han er faldet til under fem procent i vælgerstøtte.

»Manden ville vinde ethvert valg, han stillede op til – i 1956,« som en amerikansk kommentator forleden uvenligt sagde, da han skulle analysere den pæne, velformulerede, men meget lidt hårdtslående Bush.

Jeb Bush ved godt selv, at han mangler »energi og gennemslagskraft«. Har er gået i valgtaktisk terapi på en ny rundtur i landet, hvor han i åbenhjertige interview fortæller, at han er det »uperfekte menneske under Guds vagtsomme øjne«. Han lover, at han har lært af de første måneder, at han skal give langt mere af sig selv, hvis han skal have en chance for at vinde.

»Jeb skal have ild i maven. Det har han ikke lige nu. Det skal han lære at vise, at han har,« som Ana Navarro – republikansk kommentator på TV-stationen CNN og erklæret Jeb Bush støtte – siger.

»Han har ikke ild i maven. Det er en halsbrand,« som andre ondskabsfuldt har repliceret. Og Bush griner fortsat kejtet, når han bliver konfronteret med ondskabsfuldhederne. For han i virkeligheden en pæn mand, der tror, at man kan vinde et præsidentvalg på argumenter og seriøse løsninger på aktuelle problemer.

Gammeldags facon

Nu er supercoachen så trådt ind på scenen. Jon Kraushar hedder han. Han har trænet mange studieværter og politikere. Og han er manden, der kan få en kejtet person til at udstråle lidt mere selvtillid. Det gjorde han i 1988 med Jeb Bushs far, George H.W. Bush, som ligner sin søn meget. De ser begge ud som om, at de tænker for meget over tingene. Det kunne gå i 1956 eller i 1988. Men det går bare ikke i 2015 og 2016, hvor man er oppe imod kandidater som Trump, som kalder alle idioter. Og det går rent ind. Når Jeb Bush så står paf tilbage og ikke når at replicere på samme kontante vis, så har han tabt slaget.

»Jeg skal afkorte mine svar og være mere præcis,« fortæller Bush til en række journalister, som han har lukket ind i sin kampagnebus for at bekende, at han ikke har været helt på toppen i den første del af valgkampen, men at verden snart vil høre fra en helt ny og forvandlet Bush.

Men lykkes det? Først og fremmest fortæller Kraushar ham, at han skal være sig selv. Sådan da. For Kraushar fortæller også Bush, at han skal lære at tage ejerskab til sine holdninger. For i øjeblikket lyder han som om, at han ikke tror på det, han selv siger. Og der er rigtig mange, der håber på, at Jeb Bush har lært noget. For en del republikanere er han stadig den, der sidste ende kan slå Demokraternes spidskandidat, Hillary Clinton, fordi han er en dreven politiker med en lang række politiske succeshistorier bag sig, som Hillary Clinton også har.

Men nu drejer det sig om noget helt andet. At fortælle vælgerne, at det ikke handler om »performance«, men om at kunne løse landets problemer. »Jeb kan ordne det,« som hans slogan lyder. Det er hans opgave ikke bare at overbevise vælgerne om det, men også hans sponsorer, som er begyndt at trække sig i en grad, som betyder, at Jeb Bush har måttet skære ned på lønninger i kampagnestaben og på rejser og andre udgifter. Sponsorerne er der endnu. Men det er sidste chance fra nu af og frem til de første valg i Iowa og i New Hampshire i februar næste år.

»Det er ikke styrken i stemmen, der er afgørende, men hvordan du leverer varen,« har Jeb Bush udtalt, men han skal overbevise vælgerne om, at han er en national politiker og ikke bare en guvernør fra en af USAs 50 delstater. Og der står en person som Trump stærkere, fordi han ikke har nogen lig i lasten fra offentlige embeder, men kun har sin forretningsmæssige baggrund, som vælgerne i øjeblikket falder for.

Presset fra de inderste linjer

Nu står Jeb Bush også over for et andet problem. Der er netop udgivet en ny biografi om hans far George H.W. Bushs præsidenttid. I denne bog kritiserer han åbent Jebs storebroder, præsident George W. Bush, for at have lyttet for meget til to af de personer, som amerikanerne elsker at hade - den daværende vicepræsident, Dick Cheney, og daværende forsvarsminister, Donald Rumsfeld, som den gamle Bush i bogen kalder for medvirkende til at skubbe USA ud over kanten sikkerhedspolitisk og økonomisk. Formentlig for at fortælle verden, at han synes, at hans præsidentsøn var for passiv og lod sig drive rundt i manegen af de to både i forhold til Irak-krigen og i forhold til finanskrisen. Jeb Bush skal således ikke blot ryste de ydre fjender af sig. Men han skal også tage stilling til det Bush-dynasti, som mere end noget andet i vælgernes bevidsthed er præget af netop hans storebrors præsidenttid. Og det er i sig selv en udfordring.