Den verdenskendte tenorsaxofonist Sonny Rollins er død. Han blev 95 år.

Det skriver The New York Times og nyhedsbureauet Reuters.

Rollins døde mandag i sit hjem i Woodstock i den amerikanske delstat New York.

Sonny Rollins går under navnet kolossen. Det skyldes især hans album "Saxophone Colossus" fra 1957, men også hans status som en af de store jazzmusikere.

Hans kraftfulde og fantasifulde tilgang til tenorsaxofonen gjorde ham til en af efterkrigstidens mest betydelige og indflydelsesrige jazzmusikere.

Sonny Rollins blev født i New York City i 1930 og voksede op i Harlem omgivet af musik.

Rollins fik tidligt en saxofon mellem hænderne og kom i midten af 50'erne ind i de rigtige kredse, hvor han spillede med mastodonter som Miles Davis og Thelonious Monk, som han også lod sig inspirere af.

Han var inspireret af saxofonisten Charlie Parker og hans idol, tenorsaxofonisten Coleman Hawkins, som boede i nærheden.

Rollins var meget ambitiøs med sit instrument og øvede sig altid meget for at kunne præstere sit bedste. Når han ikke mente, at han var god nok, holdt han pause fra pladeindspilninger og koncerter og fokuserede på at øve sig endnu mere.

I 1959 begyndte han at spille på en bro i New York City. Oprindeligt var det et sted, hvor kan kunne undgå at forstyrre sin gravide nabo, men broen blev snart et sted for timelange øvesessioner, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Han endte med at tilbringe mere end to år med at øve på broen - ofte 14 til 15 timer om dagen, skriver Reuters.

- Selvfølgelig gik jeg nogle gange ned for at gå på toilettet, eller jeg gik på en bar, jeg kunne lide, hvor jeg måske fik en cognac. Men så gik jeg direkte op igen, har Sonny Rollins ifølge Reuters tidligere sagt.

Det resulterede i albummet "The Bridge", som løftede hans soloer og improvisationer til et nyt niveau.

Albummet hjalp ham også med at blive en af sin generations mest anerkendte musikere sammen med John Coltrane og Wayne Shorter.

I 1965 og 1968 gæstede Sonny Rollins København og spillede sammen med den danske baslegende Niels Henning Ørsted Pedersen.

Rollins har siden lagt vejen forbi Danmark en del gange - blandt andet på Copenhagen Jazz Festival.

/ritzau/