Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
I mere end to årtier har Jay Leno været NBCs meste kendte ansigt udadtil, men nu er det snart slut.
Til februar næste år erstattes værten på »The Tonight Show« af Jimmy Fallon, og dermed håber NBC på at puste nyt liv i stationens seertal, der ikke har set så prangende ud på det seneste. Og måske meget belejligt slipper stationen samtidig af med et problembarn, for Jay Leno er kendt for at gå sine egne veje og ikke ligefrem slikke sine chefer op og ned ad ryggen.
Annonceringen af værtskiftet kommer efter ugers spekulationer i den amerikanske presse omkring gnidninger mellem NBC og Jay Leno. Gnidninger, der strækker sig helt tilbage til 2009, hvor Leno sidst forlod showet og blev erstattet af Conan O'Brien. O'Brien holdt imidlertid kun i otte måneder, hvorefter Leno vendte tilbage som vært.
Jokes-ballade
I sidste måned røg Leno og NBCs underholdningsdirektør i Los Angeles, Robert Greenblatt, ifølge The New York Times så i totterne på hinanden. Greenblatt var blevet irriteret over, at Leno blev ved med at lave jokes om NBCs faldende seertal, og siden da har Leno og hans mangeårige redaktør Debbie Vickers været i unåde på redaktionen i Los Angeles.
Til sidst blev den interne ballade for meget for NBCs øverste chef Steve Burke, der fløj til Los Angeles for at udrede trådene.
»Vores mål har hele tiden været at lave en gnidningsfri overgang. Jay fortjener at blive behandlet som en, der har gjort nogle fantastiske ting for vores virksomhed gennem to årtier,« forklarer Steve Burke i et interview med The New York Times.
»Nu føles det rigtigt«
Og ifølge Jay Leno selv, så er hans afgang fra »The Tonight Show« denne gang da også foregået på en ordentlig måde.
»Den væsentligste forskel mellem nu og tidligere er, at jeg denne gang har været en del af processen. Sidste gang blev beslutningen taget uden om mig. Jeg kom på arbejde - og var så ude. Denne gang har der ikke været nogen komplikationer. Nu føles det rigtigt,« siger den kendte talkshow-vært.