Javier Milei vil følge Trump og trække Argentina ud af WHO
Donald Trump har trukket USA ud af WHO, og Argentinas præsident, Javier Milei, vil gøre det samme.

Donald Trump har trukket USA ud af WHO, og Argentinas præsident, Javier Milei, vil gøre det samme.

Argentina kommer til at følge USA ved at træde ud af Verdenssundhedsorganisation, WHO.
Landets præsident, Javier Milei, har meddelt sin udenrigsminister, Gerardo Werthein, at Argentina skal forlade organisationen.
Det oplyser Manuel Adorni, der er talsperson for præsidenten på et pressemøde onsdag ifølge Reuters.
Udmeldingen kommer, få uger efter at USA's præsident Donald Trump i sidste måned meddelte, at USA vil trække sig ud af WHO.
Det meddelte Trump 20. januar på sin første dag tilbage som amerikansk præsident.
Javier Milei opfatter Donald Trump som en af landets tætte allierede. Og han deler Trumps kritik af sundhedsorganisationen.
- Vi argentinere vil ikke tillade en international organisation at blande sig i vores suverænitet og særligt ikke vores sundhed, siger talspersonen Adorni ifølge AFP.
Bag den argentinske præsidents ordre om at forlade WHO ligger særligt i "dybe forskelligheder", hvad angår spørgsmålet om global sundhed.
Særligt efterdønningerne af covid-19-epidemien har budt på uenigheder, lyder det.
Også Italiens vicepremierminister, Matteo Salvini, mener, at Italien bør melde sig ud af WHO.
Det skrev Salvini 24. januar i et opslag på X.
Her opfordrede han til, at pengene, som Italien giver til WHO, i stedet går til "at støtte de syge i Italien og finansiere vores hospitaler og læger".
WHO er et FN-organ til varetagelse af international sundhed.
Organisationen blev stiftet i 1948 og består i dag af mere end 190 medlemslande.
/ritzau/