Japansk regeringsparti taber valg til Overhuset

Den japanske premierminister, Shinzo Abe, ser ud til at miste sit flertal i det japanske overhus efter de første valgstedsmålinger.

Den japanske premierminister, Shinzo Abes regeringsparti Liberale Demokratiske Parti (LDP) tabte søndag valget til parlamentets Overhus. Det viser de første valgstedsmålinger.

Det store nederlag kan tvinge den 52-årige premierminister til at trække sig tilbage. Den regerende blok vil imidlertid stadig kunne sidde i regeringen, selv om de mister magten i Overhuset, da det stadig har flertallet i det mere magtfulde Underhus. Men uden flertallet i begge kamre, ser det svært ud for Shinzo Abe at få vedtaget love, og en politisk hårdknude truer i horisonten.

Tv-kanalen NHK siger, at Abes LDP og dets buddhistiske koalitionspartner Ny Komeito ser ud til at vinde mellem 39 og 55 pladser ud af de 64 sæder, der er nødvendige for at beholde flertallet i Overhuset, hvor halvdelen af de 242 pladser er på valg.

/ritzau/