Japan undskylder krigsforbrydelser

Årsdag for Japans kapitulation markeret med ceremoni og udtryk for anger.

Japan markerede tirsdag årsdagen for landets kapitulation efter Anden Verdenskrig og udtrykte anger over de forbrydelser, som det japanske militær stod bag.

62 år efter Japans overgivelse i den mest blodige konflikt i verdenshistorien lovede premierminister Shinzo Abe, at hans land ikke vil føre krig igen, men bidrage til verdensfreden.

Japan "var årsag til fantastiske ødelæggelser og lidelser i mange lande - navnligt i asiatiske lande", erklærede den konservative leder, der brugte de samme vendinger, som andre af landets regeringschefer har anvendt. Abe er kendt for at have konservative holdninger til krigen og taler kun meget afmålt og fåmælt om Japans krigsforbrydelser.

- Som repræsentant for Japans befolkning kondolerer jeg de befolkninger, som blev ofre, sagde Abe ved ceremonien, som også blev overværet af kejser Akihito.

Akihitos far, Hirohito, som blev anset for at være guddommelig, og som aldrig havde talt til offentligheden før, holdt en radiotransmitteret tale den 15. august 1945, hvori han gav meddelelse om, at Japan måtte acceptere det "ubærlige" og kapitulere, da landets byer lå i ruiner, og to af dem var blevet tilintetgjort af amerikanske atombomber.

/ritzau/