Den japanske rumfartsorganisation Jaxa har mandag aften dansk tid haft succes med opsendelsen af en rumsonde, der nu har kurs mod Mars.

Det skriver flere internationale medier, herunder AFP og BBC.

Opsendelsen fandt sted omkring klokken 21.30 dansk tid fra Tanegashima-rumcentret i Japan, og rumfartøjet forlod kort efter Jordens atmosfære.

Målet for missionen er at undersøge Mars' to måner, Phobos og Deimos.

Forskerne bag håber blandt andet at afklare, om månerne er indfangede asteroider, eller om de er opstået efter et stort nedslag på Mars.

Rumsonden skal lande på Phobos og indsamle prøver. Den forventes at nå frem til sin destination i løbet af august 2027.

Efter undersøgelserne har stået på, er rumsonden planlagt til at skulle vende tilbage til Jorden i 2031.

RITZAU