Japan prøver at nå bortførte med radiopropaganda

Japan forsøger at sende radiopropaganda for at opmuntre landsmænd, der formodentlig er blevet bortført til Nordkorea.

Japan begyndte mandag at sende propaganda via radioen til Nordkorea. Formålet er at nå ud til kidnappede japanere, der befinder sig i det kommunistiske land, skriver det japanske nyhedsbureau Kyodo.

Det timelange program sendes på kortbølgeradio, og det bliver genudsendt en gang dagligt i løbet af en uge, inden programmet bliver opdateret. Den første halve time er på koreansk, mens resten foregår på japansk.

Nordkorea har indrømmet, at det har kidnappet 13 japanere. I 2002 løslod koreanerne de fem. Det kommunistiske styre oplyser, at de resterende otte er døde.

Ifølge Kyodo forsøger de japanske radioudsendelser at opmuntre de bortførte landsmænd med stemmer fra deres familiemedlemmer samt aktuelle internationale nyheder.

/ritzau/