Nordkorea har natten til søndag affyret flere ballistiske missiler ud for landets østkyst.

Det melder Sydkoreas militær.

Det er første gang i 2026, at Nordkorea sender missiler afsted.

Sydkoreas forsvarsministerium melder, at det har opdaget "flere projektiler, der formodes at være ballistiske missiler", og som er affyret fra tæt på Nordkoreas hovedstad, Pyongyang, omkring klokken 23.50 lørdag aften dansk tid.

Missilerne fløj ifølge Sydkorea "cirka 900 kilometer", og USA og Sydkorea "analyserer nøje specifikationerne", mens de "opretholder fuldt beredskab", lyder det.

Det Nationale Sikkerhedsråd i Sydkorea indkaldte efter affyringen til hastemøde.

Sydkoreas præsidentkontor kalder i en udtalelse affyringen for "en provokerende handling i strid med FN's Sikkerhedsråds resolutioner".

Japans forsvarsministerium melder også, at det opdagede et muligt ballistisk missil og påpeger, at to missiler nåede en højde på 50 kilometer og fløj henholdsvis 900 og 950 kilometer.

- Nordkoreas atom- og missiludvikling truer fred og stabilitet i vores land og det internationale samfund og er absolut uacceptabel, siger Japans forsvarsminister, Shinjiro Koizumi, til journalister.

Meldingerne om affyringerne kommer, efter at USA lørdag udførte flere angreb på Venezuela og tog landets præsident, Nicolas Maduro, til fange. Ifølge flere medier befinder han sig nu på amerikansk jord.

USA's præsident, Donald Trump, sagde på et pressemøde, at USA vil "styre landet", indtil det er muligt at gennemføre en "sikker, ordentlig og fornuftig overgang".

Hong Min, der er analytiker ved Korea Institute for National Unification, siger til AFP, at operationen i Venezuela sandsynligvis spiller en rolle i beslutningen om at udføre opsendelsen.

Venezuela og Nordkorea er allierede. Nordkorea har i årtier argumenteret for, at landet har brug for sit atom- og missilprogram til at afskrække USA fra at udskifte regimet.

- De (Nordkorea, red.) frygter sandsynligvis, at hvis USA beslutter sig for det, kan det når som helst iværksætte et præcisionsangreb, der truer regimets overlevelse.

- Det underliggende budskab er sandsynligvis, at det ikke vil være lige så let at angribe Nordkorea som Venezuela, siger Hong Min til AFP.

/ritzau/AFP