Japan og Canada måske ved at ignorere CO2-krav

Miljøorganisationer beskylder under FN's klimamøde på Bali Japan og Canada for at ville bakke ud af Kyoto-aftalens mål for begrænsning af CO2-udslippet.

Japan og Canada, to betydelige industrilande i Kyoto-aftalen, er ved at bakke ud af aftalens krav til nedskæring i CO2-udslippet.

Det sagde miljøgrupper onsdag, mens FN's klimakonference fortsatte på den indonesiske ø Bali.

Miljøorganisationer såsom Climate Action Network siger, at den japanske regering atter er begyndt at tale om Kyoto-målene for CO2-udledningen som løfter i stedet for forpligtelser.

Samtidig siger Angela Ledford Anderson fra National Environment Trust, at Canada giver anledning til bekymring ved at antyde, at løfterne om loftet for udslip kun skal efterleves af et land, hvis alle lande efterlever dem.

Især Canada er langt bagud i forhold til CO2-kravet i Kyoto-aftalen.

/ritzau/AFP