Japan: Nordkoreas missilaffyring truer internationalt samfund

Der er mulighed for yderligere provokationer fra Nordkorea, advarer Japans premierminister Abe.

Foto: KCNA

København. Nordkoreas testaffyring af et missil tidligt lørdag er en alvorlig trussel mod det internationale samfund og Japan.

Det fastslår Japans premierminister, Shinzo Abe, på et pressemøde i London, hvor han opfordrer regimet til "at udvise selvbeherskelse".

- Trods kraftige advarsler fra det internationale samfund gennemført Nordkorea i dag affyringen af et ballistisk missil. Det er en alvorlig trussel mod vores land. Det er absolut ikke acceptabelt. Vi fordømmer på det stærkeste sådanne handlinger.

- Vi kan ikke acceptere det, siger han om affyringen ifølge Reuters.

Premierministeren tilføjer, at der er mulighed for yderligere provokationer fra Nordkorea.

Også USA's præsident, Donald Trump, har i et tweet på det sociale medie Twitter kaldt angrebet respektløst.

Missilet blev affyret nord for landets hovedstad, Pyongyang, men opsendelsen mislykkedes.

Det oplyste det sydkoreanske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Yonhap natten til lørdag.

- Nordkorea affyrede et uidentificeret missil fra et sted i nærheden af Bukchang i Gyeongnam-do tidligt i morges (lørdag morgen koreansk tid, red.), udtalte Sydkoreas militær i en erklæring.

- Det anslås, at det har fejlet.

- Missilet eksploderede tilsyneladende få sekunder efter opsendelsen, står der videre i erklæringen.

Testen blev udført, blot timer efter den amerikanske udenrigsminister, Rex Tillerson, havde advaret FN's Sikkerhedsråd om "katastrofale konsekvenser", hvis det internationale samfund - ikke mindst Kina - undlader at presse Nordkorea til at opgive sit våbenprogram.

/ritzau/