Japanske myndigheder har nedjusteret det tsunamivarsel, der blev udsendt efter et kraftigt jordskælv nytårsdag.
Det rapporterer den japanske tv-station NHK ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Japans meteorologiske institut (JMA) udsendte først et såkaldt stort tsunamivarsel og advarede om fare for bølger på op mod fem meters højde.
Det var det første store tsunamivarsel i Japan, siden et kraftigt jordskælv og en efterfølgende tsunami ramte landet i marts 2011.
Dette varsel er nu nedjusteret.
I havnebyen Wajima på Japans vestkyst skyllede bølger på 1,2 meters højde ind. Flere andre steder var der meldinger om mindre tsunamier.
Også USA's center for tsunamivarsler i Stillehavet meddeler, at faren for de farlige kæmpebølger "i det store hele er overstået". Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Det kraftige jordskælv har kostet mindst fire mennesker livet i Ishikawa-regionen i den vestlige del af landet. Det meddeler nyhedsbureauet Kyodo ifølge Reuters.
Flere huse er blevet ødelagt. Jordskælvet har desuden udløst en større brand, skriver nyhedsbureauet AFP.
Mandskab fra Japans hær er sat ind for at hjælpe med redningsoperationer og oprydning, siger en regeringstalsmand.
Skælvet har en beregnet styrke på 7,5.
Det er det kraftigste skælv i regionen i flere årtier ifølge USA's Geologiske Undersøgelser (USGS).
Japans meteorologiske institut advarer om, at der kan komme flere efterskælv i de næste dage.
I USA har præsident Joe Biden tilbudt Japan "enhver nødvendig hjælp" efter det kraftige skælv, meddeler Det Hvide Hus ifølge Reuters.
/ritzau/
