Det intense opgør mellem Japan og Kina er blevet værre, og der er intet ophør i sigte.

Det står klart, efter et kinesisk jagerfly rettede sin målsøgende radar mod japanske jagerfly. Det har fået den japanske regering til at indkalde Kinas ambassadør til samtale.

Det oplyser de japanske myndigheder natten til mandag dansk tid. 

Under samtalen, der foregik søndag, blev ambassadøren præsenteret for en kraftig protest. 

»Disse radarbelysninger er en farlig handling, der gik ud over, hvad der er nødvendigt for sikker flyvning af fly,« har Japans premierminister Sanae Takaichi efterfølgende udtalt. Det skriver internationale og japanske medier

Japans premierminister Sanae Takaichi tiltrådte i oktober. Hun beskrives som ultrakonservativ, og hun har straks gjort sig til gode venner med Donald Trump.
Japans premierminister Sanae Takaichi tiltrådte i oktober. Hun beskrives som ultrakonservativ, og hun har straks gjort sig til gode venner med Donald Trump. Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Ifølge japanske kilder foregik den kontroversielle flyvning fredag. Den har ikke været omtalt i høj detaljegrad før nu. 

Situationen involverede mindst et kinesisk jagerfly af typen J-15, der lettede fra hangarskibet Liaoning. Det blev mødt af japanske F-15-jagerfly, der befandt sig i nærheden. Kampflyene mødtes nær øen Okinawa, som hangarskibet befandt sig 420 kilometer nord for. 

På et tidspunkt rettede det kinesiske J-15-fly sin målsøgende radar mod først et af de japanske F-15 og siden et andet.

Japan har opfattet hændelsen som en klar provokation. Funakoshi Takehiro, der er viceminister for udenrigsanliggender, har talt med store ord overfor Kinas ambassadør i Japan og har sagt, at Kinas regering skal sikre, at den slags hændelser ikke gentages. 

Den australske regering, der netop har styrket sit forsvarssamarbejde med Japan, har samtidig sagt, at man er »dybt bekymret« over situationen. 

Kinas regering har omvendt afvist historien, skriver statsmediet Guancha.

Statsmedierne kalder samtidig Japans udlægning »manipulerende.« 

Klar eskalering i en tiltagende skidt situation

Udviklingen taler ind i et månedlangt opgør mellem Kina og Japan. 

Det begyndte, da Kina reagerede kraftigt på en udtalelse fra Japans nye og nationalistiske premierminister Sanae Takaichi. 

Under et parlamentsudvalg den 7. november sagde hun, at et angreb på Taiwan ville udgøre en »eksistentiel krise« for Japan. Analytikere bakker op om den vurdering. Det har Berlingske tidligere beskrevet

Men Kinas regering gør krav på Taiwan og har udtrykt stor vrede over udtalelsen. 

»Taiwan-spørgsmålet vedrører Kinas suverænitet og territoriale integritet og er af central betydning for Kina,« udtaler Kinas ambassade i Danmark i en mail til Berlingske. 

Kinas regering har nu opfordret landets borgere til at blive væk fra Japan. Hundredvis af flyafgange er blevet aflyst, og import af japanske fiskeriprodukter er sat på pause. Der er også meldinger om aflysninger af japanske kulturarrangementer i Kina. 

Ingen ende i sigte 

Kinas talspersoner kalder samtidig Takaichi for en »militarist« og kræver, at Takaichi trækker sine udtalelser tilbage. I sidste uge kvitterede Takaichi med det modsatte, da hun sagde, at Japans syn på Taiwanspørgsmålet og Kinas krav på øen er uændret. 

Det betyder i praksis, at Japan fortsat ikke anerkender Kinas krav, på lige fod mod EU og USA. 

Sideløbende har Takaichi bakket højlydt op om oprustning og modernisering af det japanske militær. 

Den samlede tilgang taler direkte ind den nationale sikkerhedsstrategi, USA netop har præsenteret. Foruden barske kommentarer om Europa har USAs strategi et stort fokus på Stillehavet. 

Her forventer USA, at landets allierede øger sine forsvarsudgifter. Dét er Takaichi i høj grad eksponent for. Men det er Kina, der står for den umiddelbare eskalering, konkluderer tænketanken Center for Strategic and International Studies (CSIS) i en analyse

For nu er der intet, der tyder på en opblødning i opgøret mellem Tokyo og Beijing, og vurderingen lyder, at det kan blive dyrt for den japanske økonomi. 

Situationen minder samtidig om landenes storpolitiske sammenstød i 2010 og 2012, der havde Kinas krav på en række japansk-kontrollerede øer i centrum. Opgøret dengang blev præget af voldsomme demonstrationer og kinesiske sanktioner, herunder på japansk import af sjældne jordarter.

CSIS vurderer nu, at den igangværende krise kende ende med at forvolde »permanent skade« på de to landes forhold.

Pilestræde

Japan har fået sin første kvindelige leder. En ultra konservativ »jernlady«, der elsker heavy metal, og som har proklameret at ville »arbejde, arbejde og arbejde« som premierminister.  Men hvem er Sanae Takaichi? Og hvad er det for en politisk strømning i Japan, der har fået hende til magten?  Gæst: Alexander Sjöberg, Berlingskes Asienskorrespondent Vært: Anne Sofie Allarp

/ritzau/ og Berlingske