Jackie Chans største udfordring

Kung fu har fyldt meget i Jackie Chans liv, og han er i dag – ikke uden grund – verdens største action-og stuntstjerne. Nu står han over for sin karrieres største udfordring – at blive taget alvorligt.

»Jeg vil gerne være en skuespiller som Robert de Niro.« Jackie Chan Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han er alvorlig, han græder, han er forbitret. Uden komiske grimasser og løjerlige badutspring. Og slet ikke som vi er vant til at se Jackie Chan. For som 2010-udgaven af Mr. Miyaki i genindspilningen af den klassiske firserfilm »The Karate Kid« kan actionstjernen Jackie Chan for første gang ses i en alvorlig rolle i en amerikansk film. I den nye film spiller Jackie Chan viceværten Mr. Han, der lærer drengen Dre at mestre kung fu, men som også har ar på sjælen, da han har mistet kone og barn i en trafikulykke. Drengen spilles af Jaden Smith, der er søn af megastjernen Will Smith, som også har produceret filmen.

Med rollen er et stort mål nået for stjernen, der uden for Hollywood hører til verdens bedst betalte action­skuespillere, og hvis stunt-team er et af de mest innovative og efterspurgte.
For selv om Chan for flere år siden begyndte at gå de alvorlige rollers vej i Hong Kong-film, er vi i amerikanske film vant til at se bare én side af ham: Den tossegode klovnehelt med de ekstraordinære evner til at undgå at give tæsk. Ikke fordi viljen har manglet fra hans side til andre typer roller, men fordi de amerikanske filmselskaber kun har villet producere film med ham som »Rush Hour« 1, 2 og 3 med Chris Tucker og »Shanghai Noon« og »Shanghai Knights« med Owen Wilson. Megasucceser i både USA og resten af verden og dermed ikke et incitament for producenterne til at prøve ham af i andre genrer end i actionkomedier.

»Det var en befrielse, da Will Smith ringede og spurgte, om jeg ville være med i denne film. At det var andet end tilbud om at lave Rush Hour 4, 5 og 6. »Ingen action-scener?«, spurgte jeg. »Jeg skal være alvorlig? Så siger jeg ja uanset, hvad filmen hedder og handler om«,« fortæller Jackie Chan, da han møder Berlingske Tidende i Oslo med et yderst fast håndtryk, gebrokkent engelsk med tung asiatisk accent og det milde, venlige sind hans personlighed byder på. Og indrømmer i næste åndedrag, at han indtil da aldrig havde set den oprindelige »The Karate Kid«.

I DEN NYE FILM er det dog ret beset kung fu og ikke karate, der dyrkes. En kampsport, der har været en stor del af Jackie Chans liv.
»Kung fu betyder alt for mig. Kung fu er alt. Det er i måden vi ser verden på, hvordan vi behandler andre, har respekt for natur og dyr og alt levende. Og jeg ved, det er et paradoks, når man laver actionfilm som jeg, men jeg hader vold,« siger Jackie Chan.

Han træner hver dag, og med den nye film har han givet lektien videre til Will Smiths nu 12-årige søn, Jaden, som i Chans øjne er så stort et kung fu-talent, at han har opfordret Smith-familien til at sende sønnike i tre måneders træningslejr i Kina hos Chan. Filmen er første skridt på vejen til en potentiel stor karriere for Jaden. Men er den også det for Chan? Det håber han, for han er sig meget bevidst om, at et skift til et roligere tempo er nødvendigt for ham.

»Jeg er et sted i halvtredserne (56 for at være nøjagtig. Det er ikke helt til at greje, om han simpelthen ikke kan huske det eller ikke vil sige det), og jeg ved, det er begrænset, hvor længe jeg kan blive ved med at lave action på det plan, jeg har gjort hidtil«, siger Jackie Chan.

Et plan, kan man tilføje, der har gjort ham til en af verdens dygtigste actionstjerner med utallige, utrolige stunt på CVet. Vilde spring fra den ene kørende bil til en anden, fald ud af højhuse og ned fra træer, samt meget andet der har gjort, at han er kommet seriøst til skade ufattelig mange gange. Blandt andet faldt han sidst i 1980erne ned fra et træ og fik så alvorligt et kraniebrud, at han i dag »har en plasticprop i kraniet«, som han kalder det. Skader der gør, at intet amerikansk forsikringsselskab i dag vil forsikre en film, Chan er med i.

»Jeg har brækket stort set hver en knogle i min krop, og der er ikke et stykke hud, der ikke er kommet til skade. Her, her, her,« peger han rundt på hele kroppen.
»Det betyder også, at jeg har konstante smerter, men smerter kan man lære at leve med,« siger han med et skuldertræk.

OG JACKIE CHAN VED, hvad han taler om. Både om de smerter udenpå, men også om dem indeni. Han er søn af en kok og en husholderske fra Hong Kong, men da faderen fik et job som kok på den amerikanske ambassade i Australien, blev syvårige Jackie sendt på »China Drama Academy«. En skole, der var kendt og berygtet for sin jernhårde, brutale disciplin og tugt af sine elever, og som Jackie Chan gik på i de næste ti år stort set uden at se sine forældre.
»Der var daglig træning i mange timer og tæsk, så snart man ikke makkede ret, men til gengæld lærte jeg at danse, synge, lave akrobatik og kung fu«, siger Chan med en tilsyneladende indgroet vane med at fremhæve det positive.

Kung fu-læren kom ham til gode, da han kastede sig ud i filmbranchen. Først som statist, bl.a. i nogle af Bruce Lees film, og senere blev han stuntkoordinator- og instruktør. Efter Bruce Lees død ledte man i Hong Kong efter en arvtager og søgelyset faldt på Chan, der dog tilbød en helt anden stil.

»Jeg har altid være fan af Buster Keaton og Harold Lloyd og inspireret af dem, ville jeg bringe mere komik ind i actionfilmene,« siger Jackie Chan.

Der var smag for Chans sans for at blande komik og skøre stunt, så slåskampe blev morsomme, og han fik efterhånden opbygget en glorværdig karriere som Hong Kongs populæreste og højst betalte actionstjerne. Men Chan var underlagt devisen om, at »man jo ikke rigtig har gjort sig, før man har gjort det i Hollywood«, og han forsøgte ihærdigt, midt i 1980erne, at få gennembrud i USA bl.a. med filmen »The Protector« fra 1985. Men uden held. Amerikanske instruktører forstod, ifølge Chan, ikke hans stil. Først ti år senere med kultfilmen »Rumble in the Bronx« begyndte hans fanskare i USA at vokse. Fans, der satte pris på noget, man ikke rigtig havde set før i Vesten. Tre år senere kom »Rush Hour«, der slog Chans navn fast på de amerikanske breddegrader.

I DAG TÆLLER FANSKAREN både vestlige og asiatiske fans, hvoraf nogle – kvindelige – har været så inkarnerede, at de har begået selvmord, da Chans ellers yderst diskrete privatliv på et tidspunkt blev offentliggjort, og det kom frem, at han er gift og har været det siden 1982. I Østen, skal det tilføjes, er han – ud over at være en kendt actionfilmstjerne – også kendt som sanger med en del album bag sig.

Men trods det er Jackie Chan ikke helt tilfreds. Han har stadig drømme. Ikke om fornemme priser, men om noget, der umiddelbart virker simpelt – og så alligevel ikke, når man kendes som verdens største actionstjerne.

»Jeg vil gerne være en skuespiller som Robert de Niro og prøve at spille den slags roller, hvor jeg skal vise andre sider af mig selv end den, der kan hoppe og slå,« siger Jackie Chan og tilføjer med et lille suk, »men i USA kan jeg ikke lave den slags film, jeg kunne tænke mig.«

Ikke før nu, kunne man tilføje, med »The Karate Kid«. Måske første skridt for Chan til hverken at være kung fu-mester eller klovn, men bare slet og ret skuespiller.