Ja-mandens endeligt

Alberto Gonzales var et symptom på et meget større problem: Præsidentens forkærlighed for at omgive sig med medarbejdere, som ikke blev målt på andre kvalifikationer end deres kvalifikationer for at sige »ja«. Er Bush nu blevet klogere?

USAs afgående justitsminister, Robert Gonzales, sagde i går, at han har udlevet den amerikanske drøm. »Mine værste dage som justitsminister var bedre end min fars bedste dage,« sagde han. Gonzales' far, Pablo, var en mexicansk-amerikansk daglejer i Texas. <br>Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere

Det store mysterium er ikke, at Alberto Gonzales går af som justitsminister. Det store mysterium er, at han overhovedet blev udnævnt.

Allerede i 1994 var ambitionerne tydeligvis foran evnerne. George W. Bush blev valgt til guvernør i Texas, og han udnævnte Gonzales til sin stabsadvokat. Som sådan skulle Gonzales give guvernøren råd om benådning i dødsstrafsager, men hans arbejde med disse sager var inkompetent, konkluderer det uafhængige magasin Atlantic Monthly. Af 57 dødsstrafsfanger, som Gonzales sagsbehandlede, blev 57 henrettet.

I 2001 flyttede Alberto Gonzales med til Washington nu som stabsadvokat i Det Hvide Hus og i januar 2002 forfattede han de interne dokumenter, som dannede juridisk grundlag for Bush-regeringes omstridte fortolkning af Genève-konventionen. Fangerettighederne i konventionen var »antikverede« og »forældede«, skrev Gonzales.

I marts 2004 stod han bag en episode, der var som virkeliggørelsen af et filmmanuskript. Han mødte op på intensivafdelingen på et sygehus og krævede at få en nærmest bevidstløs justitsminister John Ashcroft til at underskrive et omstridt aflytningsprogram. Den fungerende justitsminister og FBIs direktør smed Gonzales ud.

Kort efter gjorde præsident Bush ham så til justitsminister, den mægtigste jurist i verdens mægtigste land, og høringerne i Senatet blev en pinefuld affære. Gonzales kunne f.eks. ikke huske at have skrevet, at dele af Genève-konventionen var forældet. »Jeg kan ikke huske, om jeg var enig eller uenig i analysen« i dokumentet, sagde han.

OG DERFRA BLEV det kun værre. Som tidligere forbundsanklager David Iglesias har sagt til Berlingske Tidende så skete der i Gonzales tid en uhørt politisering af justitsministeriet, udnævnelser og tiltaler blev besluttet efter politisk forgodtbefindende, og et lavpunkt var fyringen af otte forbundsanklagere, som ikke ville deltage i det politiske spil.

»Gonzales var simpelthen inkompetent,« mener Iglesias. »Han lod sig koste rundt med af de politiske spindoktorer i Det Hvide Hus, og det må en justitsminister ikke.«

I høringer i Kongressen fedtede Gonzales sig ind i selvmodsigelser og tilsyneladende mened. Tag bare følgende ordveksling mellem Gonzales og næstformanden for Senatets retsudvalg, republikaneren Arlen Specter. Ordvekslingen handler om habeas corpus, det klassiske princip om en anholdts rettigheder.

Gonzales: »Kendsgerningen er, at forfatningen ... igen, der er ingen direkte garanti for habeas i forfatningen, kun et forbud mod at ignorere habeas ...«

Specter: »Vent lige et minut. Vent lige et minut. Forfatningen siger, at du ikke må ignorere habeas ... Betyder det ikke, at man har retten til habeas?«

Den slags ordpineri fik til sidst politikere fra begge partier til at miste tilliden til Alberto Gonzales. »Jeg tror ikke på dig,« sagde formanden for Senatets retsudvalg. »Du mangler troværdighed,« sagde næstformanden, og Kongressen begyndte at rumle med både kriminelle efterforskninger og muligheden for rigsretssag. Det demokratiske kongresmedlem Rahm Emmanuel sagde det formentlig i går bedst: »Alberto Gonzales er den første justitsminister, som troede, at sandheden, hele sandheden og ikke andet end sandheden var tre forskellige størrelser.«

SÅ MYSTERIET ER ikke, at han går af; mysteriet er, at han overhovedet blev udnævnt, og det er til syvende og sidst historien i historien.

Hvorfor gjorde præsident Bush ham til sin stabsadvokat og senere til justitsminister, og hvordan kunne han overveje at nominere ham til landets Højesteret?

I det seneste år er George W. Bush rutinemæssigt blevet udnævnt til en af USAs dårligste præsidenter både af mere tvivlsomme kilder og af ansete historikere, som har lagt en række objektive kriterier til grund. Når deres kolleger om en generation studerer Bushs embedsperiode og ser på, hvorfor det gik så galt, vil de formentlig fremhæve krigen i Irak, de vil fremhæve skandalerne og de grundstødte indenrigspolitiske initiativer, men de vil formentlig også iagttage den røde tråd, der væver sig gennem konkreterne. Nemlig den iøjnefaldende mangel på kompetence.

Invasionen af Irak var ikke nødvendigvis en dårlig ide, men den var dårligt udført. Redningskatastrofen efter orkanen Katrina var i hænderne på en politisk udnævnt tidligere dommer ved hestekonkurrencer. En bundloyal noksagt blev betroet udenrigsministeriet, en ditto fik krigsveteranministeriet, og altid og hele tiden, i alle initiativer, i alle udnævnelser, var der en politisk dimension. Som New Yorker konstaterer i sin seneste udgave: Bush-regeringen foretog sig aldrig noget for resultatet i sig selv; resultatet talte kun, hvis der var en politisk vinding i det.

BUSHS VENNER HAR forsøgt at uddelege ansvaret for alle problemerne fadæsen i Irak skyldtes forsvarsminister Rumsfeld, den døde pensionsreform skyldtes spindoktor Karl Rove, Katrina-tragedien skyldtes hestedommeren men uddelegeringen er en umulig enterprise. Det er som at skille årsag og virkning ved selve roden.

Som Nicholas Lehman konstarer i New Yorker: Bush er den hovedskyldige, ikke fordi, han har stået ved siden og ladet sig manipulere med, men fordi hans modus, hans egne fejltagelser, viser, at han vitterligt er beslutningstageren. Bush betragtede præsidentembedet som et meget mere imperielt embede end sine forgængere, og han ville ikke finde sig i alle de uvalgte størrelser, den selvudnævnte elite, som blandede sig i beslutningsprocessen tænketanke, analytikere, journalister, bureaukrater og dommere. Det er ikke tilfældigt, at Bush langt oftere end sine forgængere omtaler sig selv som »commander-in-chief«, og det var ikke en fortalelse, da han på et tidspunkt sagde: »Jeg er beslutteren.« Sådan en imperiel betragtning behøver ikke være en ulempe, hvis den er kombineret med kloge og kritiske rådgivere, som ikke er kede af at sige nej til præsidenten, men præsident Bush syntes at have foretrukket ja-mænd og ja-kvinder. Som han engang sagde, da han udnævnte en topmedarbejder: »Jeg vil have folk, hvis primære interesse er mig George Bush«.

ALBERTO GONZALES levede til punkt og prikke op til den stillingsbeskrivelse eller rettede levede ned til den stillingsbeskrivelse og han er nu blevet et offer for en virkelighed, som ikke deler præsidentens prioriteter, og han er gået samme vej som forsvarsministeren, spindoktoren og hestedommeren.

Officielt gik han frivilligt, men den udlægning klang for alle i Washington hult. Hvis præsident Bush havde bedt den ultimative ja-mand om at blive, havde manden sagt ja. Det samme kan siges om Karl Rove, som forlod Det Hvide Hus i forrige uge.

Men Bush bad ingen af dem om at blive. Er det udtryk for en præsident, som har indset temmelig sent at han har brug for folk, hvis primære interesse ikke er ham, men håndgribelige resultater, og at han nok er »beslutteren«, men at han er afhængig af at have egnede for nu at blive i jargonen virkeliggørere?

»George var længe om at komme i blomst. Det har han altid været,« sagde Barbara Bush på et tidspunkt, hvor hun skulle forklare, hvorfor hendes søn sløsede de første to-tredjedele af sit liv væk.

To-tredjedele af præsidentperioden er væk og uret tikker.