Ja, Hillary er klar til Det Hvide Hus

»Men hun ved det bare ikke selv«, siger hendes nære rådgivere

Former US Secretary of State Hillary Clinton speaks about the situation in Syria after meeting with US President Barack Obama at the Eisenhower Executive Office Building in Washington, DC on September 9, 2013. Clinton said the handover of chemical arms by Syria would be an important step. AFP PHOTO / Saul LOEB Fold sammen
Læs mere
Foto: SAUL LOEB
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

WASHINGTON: Meget kan man sige om USAs tidligere førstedame og tidligere udenrigsminister. Men hun røber ikke for meget i interviews. Man skal læse mellem linjerne, om hun stiller op som demokraternes præsidentkandidat i 2016. Og det gør de amerikanske medier gerne. Her er et par citater fra interviewet, og hvad hun siger om sig selv i en samtale  med det amerikanske magasin New York, som blev offentliggjort søndag.

»Jeg har haft en helt enestående, tæt og personlig plads på første række (som udenrigsminister). Og jeg tror, at de sidste fire år helt sikkert har givet mig både en dybere og en bredere forståelse af de udfordringer, som vi står over for i verden i dag«.

I fri oversættelse: Jeg har altid været superkvalificeret, men jeg er om muligt blevet endnu mere kvalificeret efter de fire år i udenrigsministeriet, hvor jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at holde USA på rette kurs, også når Obama rystede på hånden over de svære beslutninger.

Eller et andet citat fra samme interview, da hun bliver spurgt, om hun tænker på at stille op som præsidentkandidat i 2016.

»Det gør jeg, men jeg er både pragmatisk og realistisk. Jeg tror, at jeg har en meget god idé om de udfordringer, vores ledere står over for politisk og regeringsmæssigt. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan - fra den position jeg vælger at indtage - at fremme vores værdier og den politik, jeg synes er rigtig for landet. Jeg vil bare fortsætte med at vægte, hvilke faktorer, der kan overbevise mig om at tage den ene eller den anden beslutning«.

I fri oversættelse. Jeg stiller op. Hvad skulle jeg ellers. Der er ingen andre, der når mig til sokkeholderne. Resten er komplet inkompetente. Og hvis jeg af en eller anden grund skulle være forhindret i at stille op, så bliver jeg ved med at søge positioner, hvor jeg kan blande mig mest muligt, for verden kan ikke undvære mine synspunkter og holdninger til, hvilke værdier og hvilken politik, vi skal føre.

Begge citater kunne ligeså godt stå i en jobansøgning. Og interviewet med Clinton bliver nærlæst, for hun er klog nok til netop ikke at afsløre de kort, hun har på hånden, men at hviske med skinger stemme ud til hele den amerikanske nation, at hun er villig - hvis hun bliver presset længe og hårdt nok - til at stille op. Og det bliver hun. Hvis man skal tro hende, så er den eneste, der lige nu ikke presser hende alt for hårdt hendes mand, Bill Clinton, selv om han også har svært ved at styre sin begejstring ved udsigten til at få fire til otte år mere i Det Hvide Hus, denne gang som førstemand. 

Eller som en af hendes nærmeste rådgivere siger i samme artikel, dog anonymt. »Hun er klar, hun ved det bare ikke selv«. Og en anden. »Det er ligesom med tyngekraften, man kan ikke lave om på den. Retningen er klar«.

Selv demokraternes topledere snubler over sig selv for at forsikre om, at Hillary Clinton er »den bedst forberedte kandidat nogensinde« til posten i Det Hvide Hus. Som demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosy, kom til at sige til CNN søndag morgen. »Hun er absolut den bedst forberedte, vi har haft nogensinde«.

Og da intervieweren spurgte, om USA demokratiske vicepræsident Joe Biden, som også overvejer at stille op, ikke er parat. så Pelosy helt forkert ud, fordi hun havde kvajet sig. »Jo, Jo, det er han da. Du spurgte bare til Hillary«, fremstammede demokraternes leder.

Clinton har også betydelig medvind lige nu. Både republikanske og demokratiske vælgere anser for at være ikke alene en stærk kandidat, men også en kandidat, det vil være frygtindgydende at stille op imod, og det bekymrer især republikanerne, at der er nogle af deres vælgere, der vil stemme på hende, hvis hun stiller op. For republikanerne har ikke et stærkt alternativ lige nu, og demokraterne har for så vidt heller ikke en anden og lige så stærk en kandidat.

Hun sætter selvfølgelig ikke sit lys under en skæppe under interviewet, hvor hun glad fortæller om, at hun støttede beslutningen om at gå efter terrorlederen fra Al Qaeda, Osama Bin Laden. Hun fortæller også gerne, at det »var en hård beslutning«, underforstået at ikke alle støttede den risikable militæraktion lige så meget, som hun tilsyneladende gjorde det.

Men Hillary Clinton og hele familien er meget omstridt også internt i det demokratiske parti, hvor der er en stor venstrefløj, der ikke stoler på Clinton-klanen, fordi de er høge på udenrigs- og sikkerhedspolitikken og på en del af indenrigspolitikken.

Som der står i bogen "The Obamians", så var reaktionen i partiet, da det blev kendt, at Obama havde valgt Hillary Clinton som udenrigsminister, at det måske nok var fornuftigt at have Clinton med om bord, fordi det var »bedre at hun var inde i teltet i stedet for at stå udenfor og pisse ind« - en omskrivning af præsident Lyndon B. Johnsons berømte ord om FBI-chefen J. Edgar Hoover, da hans stilling blev overvejet. Men kritikken var der internt i partiet, som dog er blevet holdt nede, fordi Hillary har vist sig at være en utrolig loyal udenrigsminister for Obama.

Og hvad siger Hillary Clinton så om den siddende præsident:

»Jeg har udviklet et personligt venskab med Barack. Jeg har udviklet et slags fællskab bygget på pragmatisme og respekt. Jeg føler mig tryg ved at rejse nye sager over for ham. Jeg har haft en række positive diskussioner, selv når vi var uenige, hvilket selvfølgelig skete. Fordi jeg selvfølgelig har mine egne meninger og mit eget syn på tingene«.

Stiller Hillary op? Svaret er ja. Og hvis hun af en eller anden grund ikke gør, så kommer vi helt sikkert til at høre fra hende mange år endnu. Det siger tyngdekraften.