J’accuse … hele verden

I Frankrig er øjeblikkets bedstsælgende bog en bog, som forsvarer Vichy-regimet og angriber bøsser, kvinder, kapitalister, EU, muslimer og de kloge. Mød Eric Zemmour.

17.000 franskmænd køber hver dag Eric Zemmours bog, »Det franske selvmord«, hvori han angriber alt fra venstreorienterede til muslimer og bøsser. Zemmour selv er af jødisk-berbisk afstamning. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis Eric Zemmour har ret, så er den helt gal i Frankrig. Landet er ikke bare lidt ude af kurs, det er ikke bare lidt nede i konjunkturerne, nej, det er meget værre.

Det er noget, der ligner en sammensværgelse mellem de venstreorienterede, storkapitalen, muslimerne, de intellektuelle, EU-bureaukraterne og bøsserne, og de har alle sammen siden 1970 taget Frankrig ud af Frankrig.

Det er tesen i Zemmours seneste bog, »Det franske selvmord«, som udkom 1. oktober, og som avisen Le Monde kaldte for »en 500 sider lang konspirationsteori«, og som andre har kaldt »nonsens«. Men de franske bogkøbere kan ikke få nok. Den ligger på førstepladsen på bestsellerlisterne, 17.000 franskmænd køber den hver dag, bogen er i fjerde oplag og ventes at sælge tæt på en halv mio. eksemplarer.

Det er mange eksemplarer og ikke mindst i betragtning af, at Eric Zemmour bevæger sig helt derud, hvor han besynger en national blamage. Han forsvarer det franske Vichy-regime, som under Anden Verdenskrig samarbejdede med den tyske besættelsesmagt, og som på eget initiativ sendte 76.000 jøder fra Frankrig til Auschwitz, og som dræbte yderligere 14.000 jøder i franske fængsler.

Men de døde jøder fylder alt for meget i forståelsen af Vichy-regimet, siger Eric Zemmour; Vichy-mændene kæmpede for Frankrig, og de reddede de fleste franske jøder, og, ja, de gjorde det ved bl.a. at ofre de fremmede jøder, som havde søgt tilflugt i landet, men motivet var ikke antisemitisme, men patriotisme, siger han.

Den jødiske baggrund

Hans forsvar for Vichy er ikke bare historisk revisionisme, siger nyhedssitet Rue89, men også forunderligt, når man tager hans baggrund i betragtning. Zemmour er jøde, og »hvis han havde levet i Frankrig i 1942, ville han have været udsat for terror og risikeret deportation«.

Zemmours jødiske baggrund er både hans styrke og svaghed i debatten. På den ene side siger kritikerne, at han som jøde burde vide bedre end at henfalde til forsvar for Vichy og fremmedhad, og på den anden side siger hans tilhængere, at netop hans baggrund gør det svært at kalde ham alle fob-ordene.Hans forældre var berbere, som flyttede fra Algeriet til Frankrig, og han blev opdraget af sin mor, for faderen var aldrig hjemme. Som ung oplevede han diskrimination, bl.a. blev han forment adgang til eliteskolerne i Paris, klager han, og i stedet blev han journalist. Først på en række alternative aviser og magasiner, men fra 1996 på det konservative Le Figaro, og han var vred på hele verden.

Vrede sælger billetter

Han angreb »feminiseringen af samfundet«, han hævdede, at de franske intellektuelle og eliteskolerne var defaitister, og at Margaret Thatcher havde inficeret Europa med de rå markedskræfter, og at kapitalismen havde opfundet feminisme og homoseksualitet som forbrugersegmenter. EU er en anden tilbagevendende fjende, og Zemmour angriber Maastricht-traktaten som en milepæl i »EU-bureaukratiseringen« af Frankrig og resten af Europa.

Zemmour ved også præcis, hvornår derouten begyndte, nemlig i 1970, da den sidste store franskmand døde, Charles de Gaulle. Derefter tog 1968-oprørerne over, og i 1972 kom professor Robert Paxtons bog, som gjorde Vichy til »absolut ondskab« og fik Frankrig til at skamme sig; senere fulgte neoliberalisterne og finansmændene og den uhæmmede indvandring af muslimer og sorte, og siden er det bare gået nedad, siger Zemmour, som helt tydeligt har ramt et åbent sår i det kriseramte Frankrig, og som ustandseligt fægter for sig i debatprogrammer på TV.Det er muligt, at hans angreb falder uden for det sædvanlige højre-venstre-spektrum, men det gør frustrationerne i samfundet også, og som en pariser i sidste uge sagde til NPR: »Han har modet til at sige tingene ligeud. I metroen er jeg den eneste hvide. Og se på de høje leveomkostninger, skatten, usikkerheden, indvandringen. Vi har simpelthen fået nok,« sagde vedkommende.

Eric Zemmour har meget få svar på noget som helst, men det har de traditionelle politikere heller ikke, og han har noget, som de ikke har – vrede; skummende og uforsødet vrede, og det sælger billetter. Og det er krisen i en nøddeskal.