Italiensk tilbud til bådflygtninge: Du kan få et forladt hus, hvis du selv fixer det

Rekordhøj tilstrømning af migranter presser Italien, men i et fattigt og affolket hjørne af Calabrien tager lokalbefolkningen imod de nytilkomne med kyshånd.

Rekordhøj tilstrømning af migranter presser Italien, men i et fattigt og affolket hjørne af Calabrien tager lokalbefolkningen imod de nytilkomne med kyshånd. Fold sammen
Læs mere

Comini, en bjerglandsby i Calabrien, var indtil for nylig ved at falde sammen om ørerne på de få tilbageværende indbyggere – bogstaveligt talt.

Hundredvis af bysbørn er gennem de seneste årtier emigreret til det nordlige Italien eller længere op i Europa, og mange af de halvforladte huse begyndte så småt at bukke under for vind og vejr.

Men så fik Rosario Zurzulo en idé.

Zurzulo, der vel at mærke er lokal og ikke en tilflyttet halalhippie, havde i forvejen dannet et kooperativ i forsøget på at skabe blot en anelse økonomisk aktivitet på den ludfattige egn.

Og da strømmen af bådflygtninge fra 2011 begyndte at tage til, lagde den nogle og 30-årige syditaliener billet ind på at tage imod en gruppe af dem.

»Vi tilbød asylansøgerne et fristed, men med den klare dagsorden at få dem til at blive og være med til at puste nyt liv i vores by,« siger Zurzulo til den franske avis Le Monde.

Opskriften er lige så enkel, som den har vist sig at være effektiv. Migranterne får lov at flytte ind i Cominis forladte huse mod at sætte dem i stand, og efter en overgangsfase som gratister begynder de at betale leje til husenes ejere i Torino, Paris og Berlin.

På den konto har 250 oprindelige indbyggere fået selskab af 150 flygtninge fra 17 forskellige lande, hvoraf mange har valgt at slå sig ned i byen. Og det er kun én af mange fordele, at man ikke længere risikerer at få en løs tagsten i hovedet i byen.

Asylansøgerne får en del af deres kontanthjælp fra den italienske stat udbetalt i en lokal valuta, der kun er gangbar i Comini og omegn. Det har ikke blot standset butiksdøden i byen men ligefrem ført til åbning af et apotek og et bageri.

Samtidig åbner et hotel, drevet af kooperativet med såvel lokal som immigreret arbejdskraft, denne sommer dørene.

Og som om det ikke var nok, er en syrisk familie gået i gang med at producere den fine sæbe, som deres hjemby Aleppo var berømt for, før byen blev et symbol på borgerkrigens rædsler.

Ikke langt fra Comini, i byen Rosarno, kom det for et par år siden til voldelige sammenstød mellem lokale og afrikanske migranter. Rosario Zurzulo lægger da heller ikke skjul på, at hans multikulturelle udviklingsprojekt har mødt modstand undervejs.

»Men virkelighedens realiteter er endt med at sætte sig igennem. Folk er godt klar over, at det i vid udstrækning er flygtningene, som giver dem chancen for at leve og arbejde i deres hjemegn,« siger han til Le Monde.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.