Italiensk by evakuerer 10.000 for at fjerne gammel bombe

En bombe, der blev kastet af britiske fly for mere end 70 år siden, er søndag fjernet fra Torinos bymidte.

Over 10.000 indbyggere i den italienske by Torino er evakueret, mens eksperter uskadeliggør en gammel britisk bombe fra Anden Verdenskrig.

Det oplyser lokale myndigheder.

Bomben vejer omkring 230 kilo og er blevet smidt ned over Torino for mere end 70 år siden.

De indbyggere, der bor i og omkring Torinos historiske bymidte, har fået besked på at forlade området.

Yderligere 50.000 indbyggere i byen er blevet rådet til at tage væk hjemmefra søndag eller holde sig indendørs fra klokken syv søndag morgen.

Omkring klokken 14.00 fik beboerne i de berørte områder lov til at vende hjem igen, efter at eksperterne havde afsluttet deres arbejde.

Bomben indeholdt 65 kilo dynamit, siger lokale embedsmænd.

Torinos borgmester, Chiara Appendino, var til stede i det område, hvor bomben blev fundet og uskadeliggjort, og planlægger at besøge nogle af de indbyggere, der blev evakueret.

Myndighederne tog ingen chancer med sikkerheden - selv luftrummet over Torino var lukket, mens eksperterne arbejdede på at uskadeliggøre bomben.

Også togstationen Porta Nova, der ligger ved Nizza-gaden, var lukket.

Hærens eksperter har nu flyttet bomben til Cirie, der ligger omkring 13 kilometer uden for Torino. Her vil bomben blive destrueret i et gammelt stenbrud.

/ritzau/AFP