Italiens senat baner vej for retsforfølgelse af Salvini

Oppositionsleder Matteo Salvini er ikke længere beskyttet af immunitet i en sag om migranter på et skib.

Senatet i Italien har stemt for at ophæve eks-indenrigsminister Matteo Salvinis immunitet. Dermed kan Salvini retsforfølges for at have afvist migrantskib. Fold sammen
Læs mere
Foto: GUGLIELMO MANGIAPANE

Senatet i Italien har onsdag stemt for at ophæve tidligere indenrigsminister Matteo Salvinis immunitet.

Fratagelsen af immunitet åbner for, at Salvini kan retsforfølges i en sag fra juli 2019, hvor han afviste at lade 131 migranter komme i land i Italien.

De mange migranter havde i en uge siddet om bord på et af kystvagtens skibe, inden de fik lov at komme i land i andre lande i regionen.

En særdomstol har anbefalet, at den tidligere indenrigsminister stilles for retten for ulovligt at have frihedsberøvet mennesker til søs.

Salvini har selv gentagne gange sagt, at han gerne forklarer sig i retten.

»Det er enhver borgers pligt at forsvare sit land. Jeg vil mene, at jeg forsvarede mit,« sagde Salvini forud for afstemningen i senatet onsdag.

»Hvis der kommer en retssag, må det være sådan,« tilføjede han.

Salvini, der tilhører højrefløjspartiet Lega, risikerer op til 15 års fængsel, hvis han kendes skyldig.

Kystvagtskibet »Gregoretti« samlede 140 migranter op på Middelhavet den 25. juli sidste år. De var stævnet ud fra Libyen i forsøg på at nå til Europa.

Samme dag var 110 andre migranter druknet ud for Libyens kyst.

Nogle få migranter om bord på »Gregoretti«, der havde akut brug for lægehjælp, fik lov at komme i land, men de resterende endte med at være på skibet i næsten en uge.

Salvini afviste at lade migranterne komme til Italien og ville i stedet have andre europæiske lande til at tage imod dem.

Italien har længe klaget over, at andre EU-lande har svigtet deres ansvar og overladt det til Italien alene at tage sig af de mange nyankomne.

Hvis Salvini dømmes i en kommende retssag, vil han få forbud mod at bestride et offentligt embede. Det vil være enden på hans ambitioner om at stå i spidsen for en fremtidig italiensk regering.

Det kan tage flere år, før en eventuel retssag er afsluttet.

/ritzau/