Italienerne er mestre i partihop

Omkring en tredjedel af Italiens folkevalgte har skiftet parti i løbet af indeværende valgperiode. En trafik, der fyrer op under politikerleden, men som ikke nødvendigvis kun er udtryk for opportunisme.

Når det kommer til partimæssigt vægelsind, markerer Italien sig helt forrest i det europæiske felt. En tendens, som parlamentsmedlemmet Luigi Compagna om nogen sætter ansigt på. Den napolitanske senator har således i løbet af de seneste fire år skiftet partipolitisk stol ni gange – fem af gangene i løbet af ni måneder. Foto: Remo Casilli/Reuters Fold sammen
Læs mere

I politik har man som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt, og det samme gælder i nogen grad for partier. I parlamenter over alt på kontinentet, herunder Folketinget, bliver der med stadig jævnere mellemrum hoppet frem og tilbage mellem grupperne. Men de italienske folkevalgte er efter alt at dømme uofficielle europamestre i disciplinen.

I hvert fald kom organisationen Openpolis, der beskæftiger sig med åbenhed i den politiske proces, på overarbejde, da den forleden satte sig for at lave en »trafiktælling« over den indeværende valgperiode. Opgørelsen viste, at ikke færre end 324 parlamentarikere (191 deputerede og 133 senatorer) har meldt sig under fanerne hos et andet parti end det, de stillede op for, da italienerne senest var ved urnerne i februar 2013.

Det svarer til omkring 33 pct. Og tager man i betragtning, at flere af parlamentarikerne er »vaneforbrydere«, kommer det samlede antal af partihop op på næsten 500, hvilket er ny rekord.

Vendekåbernes ukronede konge – som ugemagasinet L’Espresso har døbt ham – hedder Luigi Compagna. Den napolitanske senator har i de forløbne godt fire år skiftet parlamentsgruppe ni gange, og på et tidspunkt må han næsten selv have haft svært ved at holde styr på sit tilhørsforhold, da han foretog fem partihop i løbet af ni måneder.

Opportunisme eller konsekvens

Det var italienske journalister, der for år tilbage lancerede begrebet »kasten« som en betegnelse for vore dages magtfuldkomne politiske klasse. Compagna m.fl. ligner en parodi på netop den type af politikere, der lever i deres egen boble fjernt fra almindelige menneskers virkelighed, og som protestpartier over alt i Europa gennem de seneste år har vundet indflydelse på at kritisere.

Interessant nok er Movimento 5 Stelle (M5S), der for første gang kom i parlamentet ved det seneste valg, imidlertid et af de partier, der har oplevet det største mandefald. 21 deputerede og 18 senatorer har forladt den tidligere komiker Beppe Grillos protestbevægelse – kun overgået af de i alt 90 parlamentarikere, som Silvio Berlusconis konservative Forza Italia har måttet vinke farvel til. Og partihopperiet handler ikke nødvendigvis kun om opportunisme, påpeger en af de frafaldne M5S-senatorer, Francesco Campanella, over for avisen La Repubblica.

»Det er ikke kun de enkelte politikere, der bevæger sig fra det ene parti til det andet. Partierne bevæger sig også i forhold til deres program og værdigrundlag,« siger Campanella, der blev ekskluderet fra M5S efter uenighed med Grillo, men valgte at fortsætte som løsgænger, og fortsætter:

»Spørgsmålet er, om man for enhver pris skal være tro mod sit parti eller snarere mod de principper, som i sin tid fik én til at gå ind i politik.«

Take this waltz

En anden og mere erfaren »valsdanser«, som italienerne også kalder partihopperne, centrumpolitikeren Giovanni Palladino, erkender, at fænomenet bidrager til hans og kollegernes lave troværdighed. Men han håber, at en ny valglov, der længe har været genstand for intense forhandlinger, kan vende udviklingen og i højere grad forpligte de folkevalgte over for deres vælgere.

Enkelte gange kan utroskaben imidlertid også virke positivt – i hvert fald hvis man foretrækker en vis politisk stabilitet. Da Berlusconi i 2013 forsøgte at trække tæppet væk under den socialdemokratiske mindretalsregering få måneder efter det seneste valg, besluttede nuværende udenrigsminister, Angelino Alfano, at forråde sin politiske mentor og bryde med Forza Italia for at danne sit eget parti.

Om han var drevet af ansvarsbevidsthed eller blot almindelig taburetkløe, vil der være delte meninger om. Men resultatet har været, at Italien kunne styre gennem de seneste års politiske og økonomiske turbulens ledet af en relativt stabil regering. Lige indtil der efter næste års valg igen spilles op til »vals« og en ny sæson for de partihop, som italienske politikere mestrer bedre end de fleste.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.