Italien frygter dæmningsbrud

Campotosto-dæmningen i nærheden af den jordskælvsramte by L’Aquila er sat under skærpet overvågning.

En serie jordskælv har ramt Abruzzo-regionen i Italien hårdt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alessandro Bianchi/REUTERS
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er mareridtet over alle mareridt i jordskælvslandet Italien: At det næste ødelæggende skælv har epicenter lige under et af de mange dæmningsanlæg, der ligger i de italienske bjergområder, og udløser et inferno af opstemmet vand over lavereliggende byer.

Særlig opmærksomhed er der for øjeblikket omkring Campotosto-dæmningsanlægget, der ligger i 1.300 meters højde godt 20 km i luftlinje fra byen L’Aquila i bjergregionen Abruzzo, som i sidste uge blev ramt af voldsomme jordskælv.

De tre dæmninger, som blev opført under Mussolinis fascistiske diktatur i 1930erne i forbindelse med etableringen af en sø med tilhørende elværk, er tilsyneladende indtil videre sluppet uskadt fra den lange serie jordskælv, som har hærget området de seneste måneder.

Men faren lurer nede i dybet, i en bekymrende revne, som befinder sig i jordskorpen lige under en af dæmningerne. Denne revne kombineret med en voldsom rystelse kan i værste fald betyde, at dæmningen åbner sig ud over bjerglandsbyen Poggio Cancelli og dens indbyggere.

- Vi vil være beredte
Risikoen for brud på Campotosto-dæmningen var temaet for et møde, som Italiens civile beredskab i går holdt med eksperter og repræsentanter for Italiens statslige elselskab Enel, som har ansvar for dæmningen.

De første meldinger lyder, at der intet er at bekymre sig om, men at revnen er sat under særlig observation.

- Det var et rutinemøde. Vi er ikke bekymrede, forsikrede lederen af Italiens civilforsvar, Guido Bertolaso, overfor italiensk presse.

- Men i området er der en sø, og tre dæmninger, så derfor har jeg iværksat alle nødvendige undersøgelser for at fastslå anlæggenes tilstand, efter det vi har set, der er sket med bygninger i L’Aquila. Med hensyn til jordens bevægelser kan vi hverken komme med forudsigelser eller præventive indgreb. Men vi kan være beredte på enhver hændelse, fortsatte han, ifølge dagbladet La Repubblica.

Vajont-katastrofe ligger i baghovedet
I hovedbyen L’Aquila var store bygninger som byens hospital, opført i armeret beton for forholdsvis få år siden, delvist sunket i grus, og meget tyder på byggesjusk i forbindelse med opførelsen.

De foreløbige meldinger lyder, at der ikke er tegn på, at dæmningerne er ved at give efter. Men bekymringen for et digebrud er altid til stede i Italien, hvor den såkaldte Vajont-katastrofe fandt sted i de østlige alper i 1963.

Dengang omkom 1.917 mennesker over de nedstyrtende vandmasser, og byen Longarone blev slettet fra jordens overflade på få sekunder. Denne katastrofe var dog ikke forårsaget af et digebrud, men af et jordskred ned i søen bag dæmningen, som pressede vandet ud over kanten af dæmningen og ned i den tilstødende dal.

Ved gårsdagens møde kom der ifølge La Repubblica også en oplysning frem, som ikke just beroligede gemytterne. Der er indtil nu ikke foretaget skøn over, hvad et kraftigt jordskælv med epicenter lige under Campotosto-anlægget vil få af konsekvenser. Men det vil nu ske hurtigst muligt, har de italienske myndigheder lovet.