Italien accepterer at modtage to skibe med reddede migranter

To redningsskibe med 121 migranter om bord får grønt lys til at anløbe italienske havne takket være EU-aftale.

Rom. Italien har accepteret at modtage to skibe med i alt 121 migranter, som er blevet reddet i Middelhavet. Det oplyser indenrigsministeriet i Rom ifølge nyhedsbureauet AFP.

I september indgik Italien en midlertidig aftale med Frankrig, Tyskland og Malta, som skal sikre, at reddede migranter, heriblandt børn, ikke risikerer at tilbringe dage eller uger til søs på redningsskibe, før de bliver sat i land.

- EU-Kommissionen har indledt proceduren med at fordele de 61 migranter om bord på "Alan Kurdi" og de 60 om bord på "Ocean Viking", oplyser ministeriet i en meddelelse sent tirsdag aften.

Tyskland og Frankrig har ifølge meddelelsen tilbudt at modtage en del af migranterne. Det samme har en del andre EU-lande, som der ikke sættes navn på.

I første omgang bliver migranterne sejlet til Sicilien.

"Ocean Viking", som sejler under norsk flag og drives af den franske nødhjælpsgruppe SOS Méditerranée og Læger uden Grænser, har fået lov til at anløbe havnen i Pozzallo.

De 60 migranter om bord, hvoraf 19 er mindreårige, blev samlet op fra en skrøbelig træbåd cirka 60 sømil (111 kilometer) nord for Libyen den 28. november.

De 61 reddede personer på "Alan Kurdi", som den tyske ngo Sea-Eye står bag, bliver bragt til havnen i Messina.

Fartøjet er navngivet efter et syrisk barn, som druknede i Middelhavet i 2015. Hans skæbne var med til at skabe global opmærksomhed om den såkaldte migrantkrise.

Siden skibet blev sat i drift i sommeren 2018, har det reddet næsten 500 mennesker, som er forlist eller kommet i havsnød i forsøget på at nå frem til Europa via Middelhavet.

Ofte begiver migranter sig ud på den farefulde færd på mindre både, som ikke er sødygtige.

/ritzau/AFP