IT-sikkerhedsfirma: Nyt spionageværktøj bruges til masseovervågning

Et avanceret spionageværktøj er ifølge IT-sikkerhedsvirksomheden Symantec blevet brugt til at udføre masseovervågning adskillige steder i verden.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

IT-sikkerhedsvirksomheden Symantec har efter eget udsagn opdaget et avanceret spionageværktøj i form af en skadelig kode, der kan sniges ind på en computer og anvendes til masseovervågning.

Symantec oplyser i en pressemeddelelse, at det er »meget sandsynligt«, at den trojanske bagdør, som kaldes »Regin«, er udviklet af en regering.

Koden udviser nemlig ifølge Symantec en teknisk kompetence af sjældent set kaliber og er angiveligt blevet brugt i systematiske spionageoperationer mod regeringer, interesseorganisationer, private virksomheder, infrastrukturoperatører som teleselskaber, forskere og privatpersoner.

»Regin er en højt kompleks trussel, der har været anvendt i systematisk dataindsamling eller efterretningsindsamlingskampagner.« skriver Symantec og fortsætter:

»Det er sandsynligt, at udviklingen tog måneder - hvis ikke år - at fuldføre, og dens (kodens, red.) forfattere har gjort sig store anstrengelser for at dække deres spor. Dens evner og omfanget af ressourcerne bag Regin viser, at det er et af de vigtigste cyberspionageværktøjer.«

Størstedelen af koden er ifølge Symantec næsten usynlig på en inficeret computer, så det stort set ikke er til at opdage, at computerens data bliver kompromitteret.

Ifølge Symantec er »Regin« blevet observeret hos en række organisationer fra 2008 til 2013, hvor den forsvandt pludseligt. Herefter skal en ny version være dukket op sidste år.

De primære mål har været i Rusland og Saudi-Arabien, efterfulgt af Mexico, Irland, Indien, Afghanistan, Iran, Belgien, Østrig og endelig Pakistan.