Israelske styrker dræber tre palæstinensere på Vestbredden

Spændingerne mellem palæstinensere og israelere er taget til de seneste uger. Flere er blevet dræbt fredag.

Beboere ser til en gennemhullet bil på Vestbredden, efter at tre palæstinensere er blevet skudt og dræbt af israelske styrker fredag. Mohamad Torokman/Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tre palæstinensere er blevet dræbt af israelske styrker på Vestbredden natten til fredag.

Det oplyser det palæstinensiske selvstyres sundhedsministerium.

Det er endnu uvist, hvad der er gået forud for skyderiet, men AP skriver, at det er sket i forbindelse med en militæroperation.

Palæstinensiske medier har imidlertid citeret vidner for at sige, at de israelske styrker åbnede ild mod en bil i byen Jenin på den nordlige del af Vestbredden. Billeder fra stedet viser en gennemhullet bil.

Styrkerne har også såret otte andre palæstinensere.

Hundredvis af vrede beboere samlede sig tidligt fredag foran et hospital i Jenin, inden de bar de tre lig gennem byen i protest. Det skriver AP.

Spændingerne mellem palæstinensere og israelere er taget til den seneste tid.

Det er således blot to uger siden, at fire palæstinensere blev dræbt af israelske styrker i løbet af to dage.

Det gik blandt andet ud over en teenager, som blev ramt af skud i brystet nær byen Al-Madiya, som ligger vest for den palæstinensiske by Ramallah. Også to mænd og en kvinde mistede i den forbindelse livet.

Israelske sikkerhedsstyrker har øget deres aktivitet på Vestbredden de seneste måneder. De udfører for tiden nærmest dagligt ransagninger, hvor de søger at anholde mistænkte efter nylige dødelige angreb i Israel.

Israel ransager jævnligt hjem tilhørende personer, som landet mener, står bag angreb mod israelere. Det øger ofte spændingerne i konflikten.

/ritzau/Reuters