Israelsk splittelse udskyder krigsbeslutninger

Konflikt i Israels top udsætter afgørelsen, om Israels Gaza-offensiv skal gå ind i tredje fase.

Israelsk soldater i fuld udrustning venter på ordren om at krydse grænsen til Gaza-striben. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jerry Lampen / Reuters

JERUSALEM:
Israels ledende politiske trojka er fortsat dybt uenig om, hvordan nationens krig i Gaza bør føres. Israels udenrigsminister Tzipi Livni har gjort sig til talsmand for, at Israels såkaldte ”afskrækkelsesmagt,” nu er genetableret, og at Israel derfor kan påbegynde en tilbagetrækning fra Gaza.

Premierminister Ehud Olmert ønsker, at de israelske tropper udvider deres mission i Gaza, mens forsvarsminister Ehud Barak går ind for at indgå en aftale med den islamiske Hamas-gruppe.

Intense kampe fortsatte i går i Gaza. Men tvisten betyder, at Israel sent i aftes ikke havde optrappet operationen til den såkaldte fase tre, der vil indebære, at Israel går langt dybere ind i landstribens urbane områder.

Ifølge Israels militær udførte kampfly 25 angreb, færre end på forudgående dage. Ifølge hospitalskilder dræbte Israels militær ni palæstinensere, inklusive mindst fem civile i løbet af mandagen. I alt er 13 israelere og 909 palæstinensere blevet dræbt.

Uenigheden i Israels top modsvares af en tvist blandt Hamas-ledere. Som ofte før er Hamas’ politiske ledelse, der er i eksil i Damaskus, fortaler for en hårdere linje end deres modparter i Gaza. Ledere i Gaza overvejer tilsyneladende at indgå et kompromis med Israel og er ikke afvisende overfor at acceptere indsættelsen af en international styrke på den palæstinensiske side af grænsen med Egypten.

Khaled Meshal, Hamas’ leder i Damaskus, er imidlertid helt afvisende overfor en sådan løsning.

Israel pointerer, at operationen er ved at nå sit mål: at ændre sikkerhedsrealiteten i Sydisrael i det antallet af raketangreb er faldet drastisk. Kassam-raketterne fortsatte dog med at falde mandag, hvor Hamas affyrede mindst 18 raketter ind over Israel.

Den islamiske gruppe sagde modsat, at den var tæt på at vinde krigen:

»Vi bekræfter overfor vores folk, at sejren er tættere på end nogensinde,« lød det i en pressemeddelelse. Hamas understreger, at Hamas-regeringen stadig fungerer og fordømte Israel for at genbesætte Gaza. De invaderende styrker vil snart blive slået tilbage, lød det.