Israelsk soldat fundet knivdræbt på Vestbredden

Premierminister Benjamin Netanyahu siger i en erklæring, at soldaten er blevet dræbt af en palæstinenser.

Israelske soldater har ved Hebron på Vestbredden indledt en omfattende eftersøgning efter en palæstinenser, som ifølge premierminister Benjamin Netanyahu står bag et knivdrab på en 18-årig nyindkaldt israeler. Hazem Bader/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

En israelsk soldat er torsdag blevet fundet knivdræbt på den besatte Vestbred. Premierminister Benjamin Netanyahu siger i en erklæring, at han er blevet dræbt af en palæstinenser.

I en pressemeddelelse siger Israels militær, at der er sår efter knivstik på den dræbte soldat, der var 18 år og nyindkaldt til militæret.

Drabet skete nær en israelsk bosættelse ved byen Hebron, men der er ikke oplyst detaljer om de nærmere omstændigheder.

Soldaten var ifølge militæret også studerende ved et jødisk, religiøst seminarium i bosættelsen Migdal Oz, hvor liget blev fundet.

»Soldaten tog til Jerusalem onsdag eftermiddag for at købe en gave til sine lærere,« siger rabbiner Shlomo Wilk til AFP.

Han siger, at soldaten blev dræbt omkring 100 meter fra bosættelsen, da han vendte tilbage fra Jerusalem.

Militæret har ikke umiddelbart rettet skylden mod nogen bestemt, men Netanyahu siger, at det var et palæstinensisk angreb.

»Sikkerhedsstyrkerne har indledt en eftersøgning for at få fat på den foragtelige terrorist og stille ham til ansvar for hans handling,« siger Netanyahu.

Hebron, der ligger syd for Jerusalem, er sammen med de omliggende jødiske bosættelse et brændpunkt på Vestbredden.

Omkring 500 israelske bosættere har slået sig ned i byens centrum, som er hjem for omkring 220.000 palæstinensiske indbyggere.

I 1929 skete der en berygtet massakre på 70 jøder, som havde boet i området i århundreder.

I 1994 trængte en jødisk ekstremist ind i Ibrahim-moskéen i Hebron og skød løs på 500 forsamlede muslimer. 29 muslimer blev dræbt, og 125 blev såret.

Ibrahim-moskéen - eller Patriarkernes grav, som byens jødiske indbyggere foretrækker at kalde den - er gravplads for de bibelske patriarker og en af de hellige byer i både jødedommen og islam.

/ritzau/Reuters