Israelske styrker har lørdag aften skudt og dræbt en 16-årig palæstinensisk dreng uden for en flygtningelejr på Vestbredden mellem byerne Betlehem og Hebron i den sydlige del af det besatte område.

Det oplyser det palæstinensiske selvstyres sundhedsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP og det israelske medie Times of Israel.

Israels militær bekræfter på det sociale medie X, at det har skudt en person i nærheden af flygtningelejren al-Arroub, da der lørdag opstod uroligheder.

»Terrorister kastede molotovcocktails mod IDF-soldater (soldater fra Israels forsvarsstyrker, red.) ved en militærpost i nærheden af al-Arroub-lejren tidligere i aften,« skriver militæret.

Det israelske militær skriver videre, at det forsøgte at sprede folkemængderne med forskellige midler, og at soldater affyrede skud.

Én person blev i den forbindelse ramt.

Ifølge de palæstinensiske myndigheder blev den 16-årige dreng ramt af skud i ryggen ved indgangen til al-Arroub, skriver AFP.

Times of Israel skriver, at ingen israelske soldater kom til skade.

Hændelsen er den seneste af en lang række sammenstød i år mellem israelske soldater og palæstinensere.

Mindst 227 palæstinensere er indtil videre i år blevet dræbt i forbindelse med den israelsk-palæstinensiske konflikt. Blandt dem er både civile og medlemmer af militante grupperinger.

På den anden side er 32 israelere, en ukrainer og en italiener blevet dræbt i angreb udført af palæstinensere, viser en opgørelse, som AFP har lavet på baggrund af tal fra officielle israelske og palæstinensiske kilder.

Blandt ofrene på den israelske side er tre israelere med arabisk baggrund.

Vestbredden, hvor lørdagens sammenstød fandt sted, har været besat af Israel siden seksdagskrigen i 1967.

Siden Oslo-aftalerne blev indgået i midten af 1990erne har det palæstinensiske selvstyre haft kontrol over dele af Vestbredden, mens Israel har haft kontrol over andre dele af territoriet.

Israel kontrollerer desuden grænsen mellem Vestbredden og Israel og mellem Vestbredden og Jordan.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.