Israelsk magt-tomrum

Den israelske regering er nu komplet handlingslammet og visionsløs, selv om der er al mulig brug for aktion for at stabilisere palæstinenserne og regionen.

Hver gang talen falder på palæstinensere og fredsprocessen, har Israel i de senere år ofte sagt, at forhandlinger er udelukket - for der er jo ingen at forhandle med på den anden, palæstinensiske side. Et leder-vakuum og interne palæstinensiske stridigheder var fundamentet for tidligere premierminister Ariel Sharons ensidige tilbagetrækningsplan, hvor israelerne i manglen af en palæstinensiske modspiller tog unilateralt affære.

Men nu er vinden vendt, og israelere taler om, at der også er et magt-tomrum hos dem selv. Den nuværende regering er så svækket og i vildrede med sig selv, at den har svært ved at træffe de nødvendige beslutninger både på hjemmebane og i forhold til palæstinenserne og den arabiske verden.

Ron Ben Yishai, der er sikkerhedskommentator for Israels største avis Yediot Acharonot formulerer dilemmaet med et retorisk spørgsmål:

»Selv hvis vi går ud fra, at Abbas (den palæstinensiske præsident, red.) kan levere varen, kan den nuværende israelske regering - hvis støtte i befolkningen er på et absolut lavpunkt, og som afventer Winograd kommissionens dom efter den Anden Libanon Krig - rømme bosættelser og land på Vestbredden og overgive det til palæstinenserne?«DEN NUVÆRENDE regering har endda haft svært ved at rømme illegale udposter, til trods for dens løfte om at gøre det. Og forsvarsminister Amir Peretz kom i sidste uge i karambolage med amerikanerne, der kalder hans tilladelse af at opføre en ny bosættelse i Jordan Dalen på Vestbredden - langt fra den nuværende sikkerhedsbarriere - for en overskridelse af køreplanen for fred fra 2003.

»Problemet er, at den nuværende regerings parter ikke er indstillet på den samme musik. Der er kæmpestore forskelle mellem Kadima og Labors politik og visioner,« siger Shlomo Avineri, professor i politik på Hebrew universitet. »Det gør regeringen handlingslammet, selv om der er brug for drastiske handlinger.«

Trusler skorter det nemlig ikke på: Iran rasler med atomvåbnene. Militsen Hizbollah i Libanon er stort set tilbage med samme styrke, som de var før juli-august krigen, hvor Israel forgæves forsøgte at uskadeliggøre dem, vurderer nye militærrapporter. Og Syrien spiller konstant med musklerne, samtidig med at man udsender forsigtige fredsfølere.

»Regeringens nuværende forfatning gør imidlertid, at den næppe er magtfuld nok til at underskrive en fredsaftale med syrerne,« pointerer Shlomo Avineri.

Premierminister Ehud Olmert medgav tidligere på ugen i et interview med kinesiske medier, at hans tilbagetrækningsplan, som han overtog fra sin forgænger Ariel Sharon, men også selv har været med til at formulere, er slået fejl. Planen gik ud på at rømme visse bosættelser på den besatte Vestbred, men samtidig inkorporere andre bosættelser i den jødiske stat. Israel trak sig ud af Gaza i efteråret 2005, men siden da er urolighederne i striben eksploderet. Planen, der var det absolutte omdrejningspunkt for Ehud Olmerts valgkamp, har derfor længe været lagt midlertidigt på hylden. Men problemet er, at Ehud Olmerts Kadima-parti ikke har nogen alternativ plan. Som TV-værten Avirama Golan for nyligt udtrykte det: »Hvad er Kadima ud over en mekanisme, der arrangerer jobs, uden nogen politiske eller ideologiske principper?«LABOR-PARTIET, der sidste år gik til valg på en platform af sociale og økonomiske reformer, har også solgt ud. Partiet gør alt for at blive hængende i regeringen, selv da premierminister Olmert udnævnte den ærke-højreorienterede Avigdor Lieberman til minister for strategiske affærer, og kritiske røster betegnede ham som en større trussel for Israel end Iran.

Shlomo Avineri, politik-professoren, skildrer situationen og magt-tomrummet således:

»Regeringen formår at tage hånd om de mest basale affærer og reformer. Men der er ingen langsigtet politik. Den forsøger blot at holde tungen lige i munden og håndtere problemer fra dag til dag, som de opstår.«