Israelsk hærchef fra Libanon-krig hædret

Manden, som var israelsk hærchef under Libanon-offensiven, bliver nu hædret med en medalje trods skarp kritik tidligere af hans indsats under krigen.

Dan Halutz blev skoset for sin indsats som chef for den israelske hær under Libanon-krigen i fjor. Han forlod posten inden en stærkt kritisk rapport om offensiven fra en regeringskommission.

Men mandag var alt dette tilsyneladende glemt. Halutz blev hædret med en militær medalje sammen med den nuværende ledelse, som hærchef Gabi Ashkenazi står i spidsen for.

Det oplyser den israelske hær.

Den 34 dage lange krig blev opfattet som en fiasko, fordi det ikke lykkedes at hindre Hizbollah-militsen i at sende raketter ind i det nordlige Israel, og fordi det heller ikke lykkedes at fremtvinge frigivelsen af to israelske soldater i Hizbollahs varetægt.

Det sidstnævnte var den officielle begrundelse for offensiven.

/ritzau/AFP