Israelsk fodboldklub, der er kendt for sine ultraracistiske fans, har fået en ny ejer: En arabisk sheik

Den usædvanlige handel er den første højtprofilerede aftale i kølvandet på Israel og De Forenede Arabiske Emiraters såkaldte »normaliseringsaftale«.

Den israelske kryptoentreprenør Moshe Hogeg (i midten) skal nu dele ejerskabet af den israelske fodboldklub Beitar Jerusalem med den emiratarabiske Sheikh Hamad bin Khalifa al Nahyan (til højre). Beitar Jerusalem Handout/EPA/Ritzau Scanpix

Der er særligt to slagsange, der går igen, når den israelske fodboldklub Beitar Jerusalems mest ekstremistiske fans skal hylde spillerne på stadium.

Den ene lyder »Mohammed er homoseksuel«. Den anden: »Død over alle arabere.«

Beitar Jerusalem blev grundlagt i 1930erne af zionister fra landets yderste højrefløj og appellerer især til den jødiske arbejderklasse, som er immigreret fra Nordafrika og Mellemøsten.

I løbet af det sidste årti har gruppen af klubbens mest hardcore, ultranationalistiske fans, der går under kaldenavnet, La Familia, fået stadig større tilslutning.

De kæmper for at holde klubben »ren« fra arabere og andre muslimer, og indtil videre er det lykkedes:

I Israel, hvor 20 procent af statsborgerne er arabere, udmærker Beitar Jerusalem sig ved aldrig at have haft en arabisk spiller på sit hold.

Da klubben i 2013 forsøgte at købe to muslimske spillere fra Tjetjenien, førte det til voldelige protester. Klubhuset med alle de gamle trofæer og klenodier blev brændt og ødelagt. Træneren frygtede for sit liv.

De tjetjenske spillere holdt kun en håndfuld kampe.

Klubben har igennem årene fået et hav af bøder for fansenes voldelige adfærd og racistiske slagråb, og det var derfor intet mindre end et »jordskælv«, der rystede den israelske sportsverden i denne uge, hvor klubben kunne meddele, at den havde fået en ny ejer: En arabisk sheik.

Sheikh Hamad bin Khalifa al Nahyan er en del af Abu Dhabis royale familie og ejer nu sammen med klubbens medejer, Moshe Hogeg, som er en israelsk kryptovaluta-entreprenør, halvdelen af klubben.

Normaliseringsaftalen

Den usædvanlige handel er den første højtprofilerede aftale i kølvandet på Israel og De Forenede Arabiske Emiraters såkaldte »normaliseringsaftale«, der blev indgået med Trump-administrationen som mellemmand i september.

Og så viser den med al tydelighed, at de emiratarabiske investorer ikke er blege for at indgå selv kontroversielle handler på det israelske marked.

Den mest ekstremistiske del af Beitar Jerusalems fanbase kalder sig »La Familia« og har tradition for at råbe racistiske og antiarabiske slagord under kampene.  AHMAD GHARABLI / AFP / SCANPIX

De to ejere forsøgte på det fælles pressemøde at fremstille samarbejdet som et banebrydende brobygningsprojekt – en forlængelse af Hogegs bestræbelser på at rydde ud i racismen, som inden længe også vil bane vej for arabiske spillere på holdet.

»Vi vil gå foran som et eksempel for både jøder og muslimer, som viser, at vi kan arbejde sammen,« sagde Sheik Hamad på pressekonferencen ifølge Wall Street Journal og afviste at gruppen af antiarabiske fans fra La Familia udgjorde noget problem:

»Jeg tror, vi er på den mørke side. Jeg tror, vi skal række vores hånd ud til dem og vise dem ind i lyset,« sagde han.

Mens handlen blev hilst velkommen af venstreorienterede israelske kommentatorer, som håbede, at det kunne føre til en kulturændring hos Beitar, var skepsissen større hos araberne:

At en emiratisk sheik med baggrund i den nye normaliseringsaftale var villig til at gå i partnerskab med den mest højreorienterede af alle fodboldklubber i Israel, var ifølge mange blot en cementering af det arabiske bedrag mod den palæstinensiske sag.

Den hårde kerne af holdets fans protesterede mod salget ved at spraymale bandeord på entreen til stadion.

Golfpenge, siger de, kan aldrig være mere værd end at holde den jødiske identitet ren.