Israelsk elitesoldat faldt i søvn under angreb

Israelsk soldat nåede ikke med kammerater hjem fra Gaza efter et angreb. Han lå og sov.

En israelsk soldat faldt i søvn, mens han var på en kampopgave i Gazastriben og blev efterladt i fjendeland, meddelte Israels militær søndag.

Officerer fra elitestyrken Golani fandt ud af, at soldaten manglede, da der blev holdt mandtal, efter at soldaterne var vendt tilbage over grænsen til Israel i sidste uge.

Ifølge den israelske nyhedstjeneste Ynet News blev der også holdt mandtal på Gaza-siden af grænsen, da styrken var på vej ud. Men soldatens kammerater, der havde tralvt med at vende hjem efter et angreb på militante palæstinensere, svarede da på vegne af den manglende elitesoldat.

Da officererne fandt ud af, at soldaten manglede, blev styrken sendt tilbage for at finde ham. Han lå og sov 700 meter fra grænsehegnet.

Golani-brigaden er nu gået i gang med at undersøge sagen nærmere.

/ritzau/