Den israelske efterretningstjeneste Shin Bet erkender tirsdag, at den svigtede, da Hamas angreb Israel den 7. oktober 2023.
En intern undersøgelse afslører, at hvis "Shin Bet havde handlet anderledes, både i årene op til angrebet og natten til angrebet, kunne massakren have været forhindret".
Omkring 1200 personer, primært civile, blev dræbt i angrebet.
Erkendelsen fra efterretningstjenesten kommer, ikke længe efter en undersøgelse i det israelske militær påpegede et lignende svigt.
- Den 7. oktober var en fuldstændig fiasko, IDF (det israelske militær, red.) mislykkedes i at opfylde sin mission om at beskytte israelske civile, sagde en anonym højtstående embedsmand ifølge AFP i den forbindelse.
Det er Shin Bet-chef Ronen Bar, der tager ansvaret for svigtet.
- Som leder af organisationen vil jeg bære denne tunge byrde på mine skuldre resten af mit liv, siger han.
Det kom som en stor overraskelse for de israelske myndigheder, da medlemmer af den islamistiske Hamas-bevægelse sammen med andre militante grupper udførte det storstilede angreb.
Omkring 240 personer blev taget som gidsler. Nogle af dem er stadig i Hamas' varetægt.
Ifølge den interne undersøgelse kendte Shin Bet til, at Hamas planlagde et angreb. Men det blev ikke set som en trussel, der krævede handling fra israelsk side.
I stedet vurderede efterretningstjenesten, at Hamas var mere optaget af at "tilskynde til vold" på Vestbredden.
Også det israelske militær fejlbedømte truslen fra den militante gruppe fra Gazastriben.
IDF fejlbedømte både Hamas' intentioner og gruppens militære evner, lød konklusionen i en undersøgelse i militæret.
Angrebet førte til en eskalering af den allerede eksisterende konflikt mellem Hamas og Israel.
Israels efterfølgende angreb i Gaza har dræbt over 48.000 personer ifølge sundhedsministeriet i Gaza, som FN betragter som troværdigt. Størstedelen af de dræbte i Gaza er civile.
/ritzau/AFP