Ngo'en Amnestys israelske afdeling lægger afstand til beskyldningen om, at Israel begår folkedrab på palæstinensere i Gaza.
Tidligere torsdag udgav menneskerettighedsorganisationen som helhed en rapport om situationen i Gaza. Den er ifølge Amnesty grundlaget for beskyldningen om folkedrab.
Men den konklusion kan den israelske del af Amnesty ikke støtte.
- Mens den israelske del af Amnesty International ikke kan acceptere beskyldningen om, at Israel begår folkedrab, så er vi på baggrund af den tilgængelige information bekymrede for, at der bliver begået alvorlige forbrydelser i Gaza, som må efterforskes, står der i en meddelelse fra den israelske afdeling.
Rapporten fra Amnesty bygger på udtalelser fra den israelske regering og militære embedsmænd, satellitbilleder, feltarbejde og beretninger fra indbyggere i Gaza.
- Måned efter måned har Israel behandlet palæstinenserne i Gaza som undermennesker og demonstreret sin hensigt om at udrydde dem fysisk, sagde generalsekretæren i det samlede Amnesty International, Agnès Callamard, i en udtalelse.
- Rapportens resultater er et wake-up call til det internationale samfund. Det her er folkedrab. Det skal stoppe nu.
Men så klart kan det ifølge den israelske del af Amnesty ikke siges.
Amnesty i Israel fastholder, at afdelingen ikke har været involveret i rapporten:
- Vi var ikke blandt initiativtagerne til rapporten og samarbejdede heller ikke om at skrive den eller var involveret i at finansiere eller godkende rapporten.
Den israelske afdeling siger også, at selv om den afviser beskyldninger mod Israel fra det samlede Amnesty International, er der "et mindretal i vores afdeling, som er uenig".
Der er dog "ingen uenighed" om, at Israels handlinger i Gaza skaber "mistanke om omfattende brud på folkeretten og måske udgør forbrydelser mod menneskeheden og etnisk udrensning", lyder det fra Israel-afdelingen af Amnesty.
Den 7. oktober 2023 udførte Hamas et overraskelsesangreb på Israel. Her blev omkring 1200 mennesker dræbt, mens omkring 240 mennesker blev taget som gidsler.
Efterfølgende indledte Israel en offensiv i Gaza. Offensiven har ifølge tal fra sundhedsministeriet i Gaza dræbt over 44.500 mennesker.
Ifølge sundhedsministeriet, der er kontrolleret af Hamas, er de fleste af de dræbte civile.
Israel har gentagne gange afvist beskyldninger om folkedrab i Gaza.
Også USA's udenrigsministerium har torsdag afvist rapporten.
- Vi afviser konklusionerne i rapporten. Vi har tidligere sagt og fortsætter med at sige, at beskyldningerne om folkedrab er uberettigede, siger ministeriets talsperson Vedant Patel til journalister.
/ritzau/AFP
