Israels parlament, Knesset, har mandag vedtaget at gøre dødsstraf til udgangspunktet for palæstinensere, som ved militære domstole dømmes for at have udført dødelige angreb.
62 stemte for forslaget, og 48 stemte imod. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Med loven bliver dødsstraf standardstraffen for palæstinensere, der i det israelskbesatte Vestbredden findes skyldige i at have udført dødelige angreb, som vurderes til at være "terrorhandlinger".
Når palæstinensere på Vestbredden anklages for at have udført dødelige angreb, føres sagen ved israelske militærdomstole.
Flere europæiske lande kritiserede søndag lovforslaget.
- Vi udtrykker dyb bekymring over et lovforslag, der markant vil udvide mulighederne for at idømme dødsstraf i Israel, og som kan blive vedtaget i næste uge, hed det i en fælles udtalelse fra Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien.
- Vi er særligt bekymrede over lovforslagets de facto diskriminerende karakter, står der i udtalelsen.
Lovforslaget blev fremlagt af højrefløjspartiet Otzma Yehudit, som er ledet af den nationale sikkerhedsminister, Itamar Ben-Gvir.
Den beskrives af nyhedsbureauet Reuters som et "afgørende løfte" fra premierminister Benjamin Netanyahus allierede på højrefløjen.
Dødsstraf findes allerede for et begrænset antal forbrydelser i Israel. Men i praksis var den dog noget nær afskaffet, da den sidste person, der blev henrettet, var Holocaust-forbryderen Adolf Eichmann i 1962.
Det var på forhånd ventet, at loven vil blive udfordret juridisk.
Og allerede kort efter godkendelsen i Knesset har den israelske gruppe Foreningen for Borgerrettigheder indsendt en begæring om at få loven prøvet ved den israelske højesteret.
Foreningen kræver "ophævelse af loven om dødsstraf for terrorister, som Knesset vedtog i dag, den 30. marts 2026", skriver AFP.
- For det første har Knesset ikke kompetence til at lovgive i Vestbredden. Israel har ingen suverænitet der, skriver gruppen.
- For det andet er loven forfatningsstridig. Den krænker retten til liv, menneskelig værdighed, retssikkerhed og lighed.
/ritzau/
