Israels militær har modtaget liget af endnu et gidsel, som den militante palæstinensiske bevægelse Hamas har overdraget til Røde Kors.
Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
Hamas oplyste ifølge AFP tidligere fredag aften, at bevægelsen klokken 22.00 dansk tid ville frigive liget af endnu et gidsel til Røde Kors.
Klokken 23.30 ville Røde Kors overlevere gidslet til Israel.
Angiveligt blev liget af det afdøde gidsel fundet tidligere fredag.
Israel har lagt pres på Hamas for at få gruppen til at udlevere samtlige gidsler - også de døde. Men nogle af ligene kan ikke lokaliseres, har Hamas sagt.
Der vil blive holdt en militær ceremoni for gidslet i Israel, inden de jordiske rester bringes videre til et retsmedicinsk institut, der skal identificere den afdøde. Det skrev The Jerusalem Post tidligere fredag aften.
Den våbenhvileaftale, der er indgået mellem Hamas og Israel, indebærer frigivelse af alle israelske gidsler.
Indtil videre har Hamas frigivet 20 gidsler, der stadig er i live efter to års fangenskab i Gazastriben.
Ni dræbte gidsler er blevet overdraget fra Gazastriben. Men ligene af 19 gidsler mangler stadig at blive udleveret til Israel.
Israel presser på for at få de øvrige lig udleveret.
Hamas har sagt, at gruppen har tekniske problemer, og at den mangler tungt graveudstyr til at finde frem til de dræbte gidsler i det sønderbombede palæstinensiske område.
Problemet har kastet en mørk skygge hen over våbenhvileaftalen, der er første fase i en plan bestående af 20 punkter, der skal føre til krigens afslutning.
Tyrkiets udenrigsminister, Hakan Fidan, sagde på et pressemøde tidligere fredag, at det israelske pres på Hamas var bekymrende.
- Vil Israel bruge Hamas' manglende evne til at finde ligene under murbrokkerne som en undskyldning og bryde våbenhvilen? Der er bekymring i det internationale samfund over det, sagde ministeren ifølge Reuters.
Tyrkiet, der har mæglet mellem Hamas og Israel, har sendt specialister inden for katastrofehjælp til Gaza for at hjælpe med at finde ligene af de afdøde gidsler.
/ritzau/