Røde Kors har modtaget endnu en kiste med et afdødt gidsel, som er blevet udleveret af Hamas.
Det skriver Israels militær i et opslag på X.
Ifølge militæret er Røde Kors nu på vej til IDF-soldater i Gaza med kisten.
Liget er ifølge nyhedsbureauet AFP det 13. afdøde gidsel, som Hamas har returneret, siden en våbenhvile trådte i kraft den 10. oktober.
Søndag oplyste det palæstinensiske sundhedsministerium ifølge Reuters, at 15 lig af palæstinensere fra israelske fængsler er blevet overdraget til myndighederne i Gaza.
Dermed er i alt 150 lig blevet returneret til Gaza ifølge ministeriet.
Ifølge våbenhvilen skal Israel og Hamas udveksle både levende og døde gidsler og fanger.
Israel skal ifølge Reuters overdrage 15 palæstinensiske lig for hver afdød israeler, der bliver returneret.
Hamas har efter våbenhvilen frigivet 20 gidsler, der stadig er i live efter to års fangenskab i Gazastriben.
Inden våbenhvilen begyndte, var meldingen, at der skulle befinde sig 28 døde gidsler i Gaza.
Israel har de seneste dage presset på for at få de øvrige lig hurtigt udleveret, men Hamas har understreget, at de har tekniske problemer og mangler tungt graveudstyr for at kunne finde frem til de dræbte gidsler i det bombede Gaza.
Samtidig har Israel holdt Rafah-grænseovergangen mellem Egypten og Gaza lukket "på ubestemt tid", og genåbningen afhænger ifølge Israel af, hvornår Hamas får udleveret alle gidslerne.
Hvis overgangen forbliver lukket, vil det dog ifølge Hamas-bevægelsen medføre betydelige forsinkelser i overdragelsen af de døde gidsler. Det sagde Hamas i en udtalelse lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
For det udstyr, der skal til for at finde de døde under murbrokkerne, befinder sig ifølge gruppen blandt andet bag grænseovergangen.
/ritzau/