Israels Hær, IDF, oplyser nu, at de med »relativ sikkerhed« kan sige, at Hamas har halshugget israelske børn.
Det skulle være sket i Kibbutz Be'eri få kilometer fra grænsen til Gaza.
Der er ingen tvivl om, at Hamas har dræbt og massakreret talrige børn i flere kibbutzer nær grænsen til Gaza. Men der har de seneste dage været skiftende meldinger om, hvorvidt nogle børn er blevet fundet halshugget.
Nu siger en talsmand fra IDF – Jonathan Conricus – at en retsmediciner, som ankom til Kibbutz Be'eri efter Hamas' massakre, har bekræftet halshugninger af børn.
»Jeg vil godt indrømme, at det har taget os noget tid at forstå og verificere den rapport, og det var svært at tro på, at selv Hamas kunne gennemføre så barbariske handlinger,« siger Jonathan Conricus til BBC.
»Jeg tror, at vi nu med relativ sikkerhed kan sige, at det er, hvad Hamas har gjort.«
I nat sagde den amerikanske præsident, Joe Biden, på en pressekonference, at han havde set billeder af halshuggede børn.
»Jeg troede aldrig, at jeg skulle se … have bekræftede billeder af terrorister, der halshugger børn,« sagde Joe Biden fra talerstolen i Det Hvide Hus.
Kort efter måtte Det Hvide Hus' pressetjeneste oplyse, at præsidenten aldrig har været i besiddelse af sådanne billeder.
Oplysningerne var derimod baseret på udsagn fra en talspersonen fra den israelske premierminister Benjamin Netanyahus kontor og medieberetninger fra Israel, oplyste Det Hvide Hus til The Washington Post.
Talspersonen fra Netanyahus kontor, Tal Heinrich, havde ifølge CNN sagt, at babyer og småbørn var blevet fundet »uden hoved« i kibbutzen Kfar Aza i det sydlige Israel.
Tal Heinrich har ikke uddybet yderligere over for CNN, men til det britiske medie LBC, sagde hun onsdag:
»Småbørn, og andre babyer, med deres hoved skåret af … Det er dét, vi hører fra soldater på stedet, som håndterede ligene,« sagde hun.
Sky News-korrespondent undrer sig
Meldingerne om de halshuggede børn og babyer begyndte at florere tirsdag, da IDF inviterede en stor gruppe journalister til Kfar Aza, hvor flere end hundrede personer er bekræftet dræbt.
På direkte tv fortalte en journalist fra den israelske tv-kanal i24, at en soldat havde fortalt hende, at soldaterne havde »set babylig med deres hoveder skåret af«. Hun nævnte, at 40 babyer og børn skulle være dræbt og massakreret.
Andre internationale journalister, som var med på rundturen i Kfar Aza, har siden fortalt, at de undrede sig over påstanden om halshuggede børn på i24-kanalen.
Sky News' chefkorrespondent, Stuart Ramsey, har skrevet, at han så talrige ligposer blive båret ud af husene, og at han også så bårer med børnelig.
Han understreger dog, at han hverken så eller fik informationer om halshuggede børn.
»På intet tidspunkt nævnte han (en israelsk major, red.) eller den major, jeg talte med, at Hamas havde halshugget eller dræbt 40 babyer eller børn. Jeg vil tro, at hvis det var tilfældet, ville de have fortalt det til mig eller andre,« skriver Stuart Ramsey.
»Der er ikke tvivl om, at et forfærdeligt angreb fandt sted i Kfar Aza,« skriver han og fortsætter:
»Men det er vigtigt at adskille fakta fra spekulation i en situation som denne.«

Onsdag oplyste IDF, at de kunne bekræfte, at børn var blevet dræbt i Kfar Aza, men at meldingerne om halshugninger var »ubekræftede.«
IDF har endnu ikke bekræftet, at der er fundet halshuggede børn i Kfar Aza. Kommentaren til BBC, hvor en talsmand siger, at der med »relativ sikkerhed« er fundet halshuggede børn, drejer sig altså om Kibbutz Be'eri.
Hamas har onsdag benægtet, hvad terrorbevægelsen kalder »falske« historier i medierne om, at Hamas-krigere skulle have angrebet børn i Israel.