Israel har indledt et angreb i Iran, oplyser den israelske forsvarsminister, Israel Katz, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Han kalder det et "forebyggende" angreb og meddeler, at Israel er gået i kriseberedskab.
Der skal desuden være hørt eksplosioner i den iranske hovedstad, Teheran, skriver nyhedsbureauet, der også beretter om røgfaner over byen.
Reuters tilføjer i en opdatering, at flere universiteter i Teheran skal være blevet ramt i angreb.
Journalister fra det franske nyhedsbureau AFP har hørt to høje eksplosioner i hovedstaden, skriver bureauet 07.40.
Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, skal være blevet flyttet til en sikker lokation og befinder sig derfor ikke længere i Teheran, oplyser unavngivne embedsmænd ifølge Reuters.
Sirener har desuden lydt rundtom i Israel, skriver det israelske militær (IDF) på det sociale medie X.
- Dette er en foranstaltning for at forberede offentligheden på muligheden for, at missiler bliver affyret mod staten Israel. IDF understreger, at offentligheden bedes om at forblive i nærheden af beskyttede områder, skriver militæret.
Israel har efter det endnu ukendte antal angreb lukket sit luftrum for almindelige flyvninger, melder landets luftmyndigheder og fortæller, at flyvninger genoptages "så snart sikkerhedssituationen tillader det", skriver Reuters.
Meldingen om angreb lørdag kommer efter en periode med stigende spændinger mellem USA og Iran. USA har oprustet militært i Mellemøsten, hvor Israel er USA's nærmeste allierede.
USA's præsident, Donald Trump, har gentagne gange truet med at angribe Iran. Først udsprang truslerne af protester mod præstestyret i Iran og frygt for, at sikkerhedsstyrkerne ville slå hårdt ned på demonstranterne.
Siden har Trump truet med, at USA vil angribe Iran, hvis iranerne ikke går med til en aftale om Irans atomprogram.
Fredag gav USA's udenrigsministerium tilladelse til, at ikke-essentielle ansatte på den amerikanske ambassade i Jerusalem forlader Israel.
Baggrunden var en risiko for sikkerheden.
/ritzau/